Globale dieselpriser stiger efter nye sanktioner mod Rusland

To statslige selskaber og en stribe tankskibe er nu også endt på den sorte liste for at få stoppet pengestrømmen til Ruslands krigskasse.

Det statslige, russiske olieselskab Gazprom Neft blev forleden sat på USAs sorte liste, hvilket ventes at give dønninger på det globale energimarked. Natalia Kolesnikova/AFP/Ritzau Scanpix

Priserne på diesel er steget globalt, efter at USA forleden indførte nye sanktioner mod Ruslands oliehandel.

Den 10. januar blev de hidtil hårdeste sanktioner lagt på russiske olieproducenter, og endnu en stribe af tankskibe i den såkaldte skyggeflåde kom på den sorte liste i forsøget på at lukke for pengestrømmen til den russiske krigskasse.

Det har skabt forventninger om, at forsyningerne bliver mindre, hvilket ifølge analytikere har fået priserne på diesel til at stige.

»Diesel er gået op som følge af nyhederne om sanktionerne, og vi forventer betydelige forstyrrelser i den russiske dieseleksport,« siger analytiker Natalia Losada fra Energy Aspects til nyhedsbureauet Reuters.

Hun forventer, at mindst 150.000 tønder om dagen af den russiske dieseleksport fra de nu sanktionsramte statsselskaber Gazprom Neft og Surgutneftegas er kommet i farezonen.

Det højeste i ti måneder

Benzin og diesel handles på langtidskontrakter. Her lå dieselprisen torsdag på 50,25 dollar pr. ton, hvilket er det højeste i ti måneder.

Den kolde vinter har øget presset på oliepriserne og dermed på benzin og diesel.

De største aftagere af russisk diesel er Tyrkiet og Brasilien, og hvis sanktionerne får lukket for forsyningerne fra Rusland, skal disse to lande købe ind i eksempelvis USA og Mellemøsten. Det vil skabe rift om dieselen og kan presse priserne yderligere op i Europa.

Skyggeflåden er en omfattende flåde af tankskibe, som fragter russisk olie rundt i verden til købere, der ikke skilter for åbenlyst med, hvor olien kommer fra.

Skyggeflådens skibe har mest fragtet russisk råolie og brændselsolie rundt.

Med de seneste sanktioner er nu i alt 183 tankskibe på den sorte liste.