900 stillinger skæres nu bort, efter at bilgiganten General Motors' satsning på selvkørende biler led et alvorligt knæk oven på en række ulykker.

Cruise, som er General Motors' forretningsben for selvkørende biler, måtte i efteråret indstille al kørsel i USA, efter at myndighederne i Californien fratog selskabet tilladelsen til at afprøve bilerne på almindelige veje.

I løbet af de seneste uger har både Cruises topchef, Kyle Vogt, og medstifter Dan Kan forladt selskabet.

Nu skal der skæres 900 stillinger bort. Det svarer til 24 procent af alle ansatte, skriver BBC.

Alene i tredje kvartal har Cruise mistet over 700 millioner dollar på sin forretning, hvilket betyder, at de samlede tab siden starten i 2006 ifølge nyhedsbureauet Reuters nu er oppe på otte milliarder dollar.

De selvkørende biler fra Cruise bruges som såkaldte robottaxier, men de californiske trafikmyndigheder vurderede på baggrund af en række ulykker, hvor folk var kommet til skade, at bilerne udgør en trussel mod sikkerheden. Tillige havde Cruise ifølge myndighederne »vildledt« om, hvor sikker teknologien er.

Kvinde ramt af bil – trukket videre af Cruise-bil

I oktober trak en selvkørende Cruise-bil en kvinde med sig. Hun var blevet kastet ud dér, hvor bilen kørte, efter at være blevet ramt af en anden bil, som havde en chauffør bag rattet.

Ifølge trafikmyndighederne bremsede Cruise-bilen »aggressivt« uden dog at kunne stoppe i tide.

Påbuddet fik Cruise til at indstille al kørsel i byerne Phoenix, Houston, Austin, Dallas og Miami. Men de såkaldt overvågede kørsler, hvor der sidder en chauffør klar til at gribe rattet, hvis det skulle blive nødvendigt, fortsatte som hidtil.

Selvkørende biler bliver over mobilnettet og fra et væld af indbyggede sensorer og kameraer fodret med store mængder af data, som gør dem i stand til at »se« omgivelserne her og nu, og så skal software sørge for, at bilerne reagerer hensigtsmæssigt og fornuftigt, således at der ikke sker sammenstød eller påkørsler.

Udfordringerne er massive, fordi bevægelserne – og dermed forandringerne – i trafikken sker lynende hurtigt, hvilket bilerne skal kunne reagere på.

Cruise er ikke det eneste selskab, som har problemer med de selvkørende funktioner.

Elbilgiganten Tesla har i denne uge i USA måttet gå i gang med at opdatere softwaren i to millioner biler, efter at de amerikanske trafikmyndigheder krævede, at automatpilotsystemet gøres sikrere.

Hvor sådanne påbud tidligere betød, at bilerne fysisk skulle indbringes på et værksted, er nyere biler i omfattende grad koblet på internettet. Derved kan bilproducenterne trådløst opdatere softwaren i bilerne i forsøget på at rette de fejl, som de er blevet pålagt at gøre noget ved.