Genbrugte smartphones har svært ved at slå igennem

Forsvindende få danskere køber en istandsat mobiltelefon trods det store fokus på at være grøn. Og de gamle telefoner bliver ikke afleveret til genbrug eller istandsættelse, selvom det ville tælle i klimaregnskabet. Et gennembrud kan dog være på vej.

Der er begyndt at komme god gang i indsamlingen af gamle smartphones, som sættes i stand og sælges med garanti, eller bliver splittet ad, så komponenter og metaller kan genbruges. Der er dog stadig ikke mange, der køber en istandsat smartphone, når den gamle skal skiftes ud. Sebastian Willnow/DPA/AP/Ritzau Scanpix

Selvom der i Skandinavien er et enormt fokus på at være grøn, er det meget få, der køber en genbrugt smartphone. Et gennembrud kan dog være på vej.

88 procent af de i alt 4.000 danskere, svenskere og nordmænd, som har svaret i revisions- og rådgivningsgiganten Deloittes store, årlige kortlægning af digitale forbrugertendenser, valgte at købe en spritny telefon, da den gamle senest skulle skiftes ud.