Der er masser af penge i brugt elektronik – og snart bliver det synligere på butikshylderne

Genbrugte telefoner, computere og køleskabe er ikke længere blot at finde i Den Blå Avis og på Facebooks genbrugsmarked. De rykker ind i butikkerne, efterhånden som stadig flere vil spare penge og tænke grønnere. Telia i Danmark forventer i 2025, at 40 procent af alle solgte smartphones vil være genbrugte telefoner.

Brugt elektronik er ikke skrald men kan enten sættes i stand og genbruges eller bruges som reservedele, så blandt andet telefoner og bærbare pc’er kan få forlænget deres liv og dermed spare CO2 i produktionen af nye. Alligevel ligger massevis af for eksempel mobiltelefoner i danskernes skuffer. Jo før den brugte elektronik kommer retur, jo større er mulighederne for at give den et ekstra liv, sådan som blandt andre den svenskstiftede Foxway-koncern lever af. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De er ikke fuldt ud som nye, men de virker lige så godt, holder lige så længe, er billigere, og de er mere miljøvenlige.

Markedet for brugt elektronik som mobiltelefoner, pc’er, køleskabe og vaskemaskiner, der kontrolleres, sættes i stand og sælges på ny med garanti, vokser og står til at blive rigtig stort inden for kortere tid, fordi stadig flere tænker grønt – og måske også ser lidt til pengepungen.