Gazprom lukker for gas til Ørsted onsdag morgen

Onsdag morgen klokken seks lukker Gazprom for gasleverancen til Ørsted. Gazprom kræver stadig, at Ørsted betaler i rubler, men Ørsted holder fast i at betale i euro. »Vi står i Ørsted fast på vores afvisning af at betale i rubler, og vi har forberedt os, så vi forventer fortsat at kunne levere gas til vores kunder,« lyder det fra Ørsteds topchef.

Gazprom mener ikke, at danske Ørsted har overholdt betalingsfristen og lukker derfor for gasleverance onsdag morgen. Ørsted holder fast i at betale i euro og ikke i rubler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anatoly Maltsev/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den russiske gasgigant Gazprom stopper onsdag morgen klokken seks med at levere gas til Ørsted.

Det skriver Ørsted i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag. Det sker, efter at Ørsted har holdt fast i at betale i euro og dermed har afvist Gazproms krav om at betale i rubler.

»Vi står i Ørsted fast på vores afvisning af at betale i rubler, og vi har forberedt os, så vi forventer fortsat at kunne levere gas til vores kunder. Situationen understreger, at vi i EU skal være uafhængige af russisk gas ved at accelerere udbygningen af vedvarende energi,« siger Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted, i pressemeddelelsen.

Gazproms krav om at betale i rubler blev fremsat, kort efter at Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar. Ørsted har kategorisk afvist at afregne i den russiske valuta og i stedet er fortsat med at betale med euro.

»Gazprom Export fastholder kravet om, at Ørsted skal betale for gas i rubler. Det er vi ikke forpligtet til under vores kontrakt, og vi har gentagne gange meddelt Gazprom Export, at vi ikke vil betale i rubler. Betalingsfristen er 31. maj, og Ørsted vil fortsætte med at betale i euro,« lød det fra Mads Nipper i en pressemeddelelse mandag.

Bulgarien, Finland og Polen har allerede afvist Ruslands rubelkrav, hvorefter der er blevet lukket for de russiske gashaner. I Finland har energiselskabet Gasum fortalt, at man har indledt en voldgiftssag mod Gazprom.

I Danmark betyder Ørsteds stærkt omdiskuterede kontrakt med Gazprom fra 2006, at russerne i perioden 2011-2030 kan levere op til to milliarder kubikmeter gas om året til Danmark – svarende til knap 1,5 procent af de 155 milliarder kubikmeter gas, som EU sidste år importerede fra Rusland.

Der findes ikke nogen direkte gasrørledning fra Rusland til Danmark. I stedet kommer gassen til Europa via gasrørledningen Nord Stream 1, som går i land i Lubmin i det nordøstlige Tyskland. Herfra transporteres gassen videre til Danmark via rørledninger over den dansk-tyske grænse.

Uanset hvad kan Rusland derfor ikke lukke for den direkte leverance af gas til Danmark. Men Ørsted vil i højere grad skulle købe gas på det europæiske gasmarked. Det forventer Ørsted vil være muligt.

»Ørsted er i løbende dialog med myndighederne og har tillid til, at myndighederne, som har det overordnede overblik over forsyningssituationen i Danmark, er forberedte på situationen. Ørsted vil forblive i tæt dialog med myndighederne om situationen,« siger virksomheden.

Ikke tegn på gasmangel

Hos Energistyrelsen lyder meldingen, at Danmark ikke kommer til at stå i en situation med akut gasmangel. Styrelsen skriver i en pressemeddelelse umiddelbart efter nyheden fra Ørsted, at Gazproms beslutning ikke får »umiddelbart betydning for forsyningssikkerheden i Danmark, da EUs gasmarked stadig fungerer«.

»Vi har stadigvæk gas i Danmark, og vi regner ikke med, at den situation ændrer sig her og nu. Men Danmark har planer klar, hvis situationen bliver forværret,« siger Energistyrelsens direktør Kristoffer Böttzauw.

Samtidig forklarer Energistyrelsen, at myndighederne i øjeblikket arbejder på en række fokusområder for at sikre, at der er gas nok. Det handler blandt andet om biogas, udfasning af gasfyr og energibesparelser.

Myndighederne arbejder med en række fokusområder for at sikre gas nok. Det handler både om biogas, om energibesparelser og om udfasning af gasfyr. Samtidig indgår Danmarks gaslagre i EUs samlede beredskab. Senere på året åbner der en ny gasledning fra Norge, og næste år åbner Tyra-feltet igen efter at være blevet renoveret.

»Vi har været godt forberedt i Danmark. Ikke mindst fordi vi er langt med den grønne omstilling, hvor vi har meget biogas, fjernvarme og vindmøller,« siger Kristoffer Böttzauw.