Fortrolige kontrakter afslører: Mærsk betalte mystisk agent med millioner fra Danmark

Mærsk-selskaber i Danmark har overført et tocifret millionbeløb til en agent, som er under mistanke for at have brugt bestikkelse til at sikre Mærsks tankdivision store kontrakter i Brasilien. Det viser fortrolige dokumenter, som Berlingske har fået adgang til i kølvandet af, at brasiliansk politi kort før jul ransagede to Mærsk-kontorer. De nye oplysninger belaster den danske virksomhed, siger ekspert.

Et olietankskib passerer den berømte strand Copacabana i Rio de Janeiro. Brasiliansk politi mener, at Mærsk har indgået en række kontrakter om tankskibe, hvor der har været bestikkelse involveret. Arkivfoto: Christophe Simon/AFP/Ritzau Scanpix

En gigantisk bestikkelsessag fra Brasilien trækker nu tråde direkte ind i A.P. Møller - Mærsks hovedkvarter i København.

Flere gange har topfolk i Mærsk underskrevet kontrakter med den brasilianske agent Wanderley Gandra, der er mistænkt for siden at have brugt pengene fra Mærsk til at bestikke en direktør i det brasilianske olieselskab Petrobras.