Fornyet pres på teknologigiganterne fra alle fronter

Google har været i hårdt krydsforhør i det amerikanske senat, samtidig med at EU nu melder ud, at de store teknologiselskaber vil blive forfulgt med nye, skrappe regler.

Google-direktør Donald Harrison bliver afhørt af det amerikanske senats konkurrencekomité over en videoforbindelse. Det forventes, at USAs justitsministerium senere på måneden anlægger sag mod internetgiganten. Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

Google kom i hårdt krydsforhør, da det amerikanske senat tirsdag tog fat for at få afklaret, om internetgiganten har misbrugt sin dominerende markedsposition. Egentlige konkurrencesager er på vej mod såvel Google som Facebook, og samtidig varsler EU, at man vil indføre særlige regler for at styre de store teknologiselskaber.

Der var skarpe skud i bøssen fra både republikanere og demokrater, da Googles direktør for partnerskaber og forretningsudvikling, Donald Harrison, over en videoforbindelse vidnede ved den høring, som det amerikanske senats konkurrencekomité havde indkaldt til. Google er i skudlinjen, fordi giganten anklages for at have udnyttet sin dominans på onlineannoncemarkedet til at skrue sine indtægter i vejret.