Den første nogenlunde normale sommer, siden coronapandemien brød ud, er lige på trapperne.
Den bliver af millioner af brugere på sociale medier kaldt for »hævnens sommer«.
Men sommeren, hvor store mængder af rejselystne turister skal hævne to års rejsetørke, kan meget vel blive et lufthavnsmareridt.
Coronapandemien er nemlig ikke færdig med at kaste lange skygger over danskernes rejseplaner.
Det har 800 TUI-gæster måttet sande henover de seneste par dage, efter at deres planlagte fly er blevet rykket.
Nogle har blot fået rykket deres afgang ti minutter, andre har fået rykket deres afrejse og hjemrejse med dage, nogle har fået ændret deres rejse mere radikalt, fortæller TUI til Berlingske.
I en mail til de berørte kunder skriver TUI, at ændringen skyldes efterdønningerne af coronapandemien.
»Årsagen til denne ændring er, at det fly, som var planlagt til din afgang, ikke bliver klar til tiden. På grund af pandemien har mange fly stået stille, og de skal igennem en omfattende kontrol, før de kan få tilladelse til at flyve igen,« skriver TUI og tilføjer:
»Efterdønningerne af coronakrisen har medført, at disse kontroller nu tager længere tid end forventet, og dit fly når derfor desværre ikke at være i drift til den planlagte tid.«
Overfor Berlingske uddyber TUI, at der er tale om fly, som TUI har hyret ind gennem et samarbejdsselskab for at imødekommende den massive efterspørgsel efter rejser, som de har oplevet.
»Det er meget beklageligt. Det er ikke noget, som nogen havde ønsket,« siger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef i TUI, til Berlingske:
»Vi forsøger på allerbedste vis at finde en god løsning for de berørte kunder.«
TUI oplyser, at de dog ikke regner med flere problemer fremover, da de har valgt at fokusere på de fly, som de er helt sikre på kan komme i luften.
Også SAS er hårdt ramt af både fly- og mandskabsmangel og har derfor måttet aflyse 4.000 flyvninger i løbet af sommerperioden.
Det er dog ikke den eneste udfordring, som charterhungrende danskere kan komme ud for i sommerferien.
Rejsende må væbne sig med tålmodighed
Foruden aflyste fly oplever flere europæiske lufthavne nemlig massiv mandskabsmangel, hvilket skaber alenlange køer ved sikkerhedskontrollerne.
Personalemanglen i Københavns Lufthavn skyldes, at flere end 5.000 mistede jobbet, da coronakrisen lagde lufthavnen øde.
I en pressemeddelelse før påske skrev Københavns Lufthavn, at en af flere årsager til mandskabsmanglen er nye krav til baggrundstjek af nyansatte.
Og dette har stor betydning for sagsbehandlingstiden.
»Vi kan konstatere, at sagbehandlingstiden er steget betragtelig,« lyder det fra presseafdelingen i Københavns Lufthavn.
Det er ifølge Københavns Lufthavn svært at vurdere, hvor lang tid en sikkerhedsgodkendelse af en nyansat varer.
»Det er forskelligt fra sag til sag, men vi har hørt om sagsbehandlinger, der har taget mellem fem og seks uger,« oplyser lufthavnen.
De nye krav til baggrundstjek af sikkerhedspersonale skyldes en EU-bestemmelse, der blev indført i Danmark ved årsskiftet.
De mere strikse regler skal ifølge EU minimere risikoen for trusler mod europæiske lufthavne.