Flertal uden om regeringen bakker op om særlig coronadomstol til bølge af sager mod staten: »Det kan ikke vente ret længe«

Fra Enhedslisten og hele vejen til Nye Borgerlige er der opbakning til professors forslag om at oprette en form for coronadomstol. Flere partier vil nu tage sagen op med justitsminister Nick Hækkerup (S).

Coronakrisen har lagt gader og stræder øde og lukket butikker på stribe, som her på Strøget i København i slutningen af marts. Niels Ahlmann Olesen

Opret en særlig coronadomstol til at tage sig af den bølge af retssager mod staten, der må forventes at komme fra virksomheder, som er gået konkurs på grund af lukning, ikke har fået den erstatning eller kompensation, de mener at være berettiget til, er blevet ofre for fejl og lovsjusk eller oplever urimeligheder i forbindelse med genåbningen af Danmark.

Sådan lød det i mandagens Berlingske fra professor, dr. jur. Frederik Waage fra Syddansk Universitet. En idé, der blev bakket op af Dansk Industri, mens formanden for Folketingets retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V), kaldte tanken for interessant, så længe sagsområdet bliver nøje afgrænset.