Sats vil gerne have større muskler. Den nordiske fitness-kæde, der har 39 træningscentre i Danmark, har torsdag meddelt, at den vil gå på børsen i Oslo. Målet er at hente 1,4 mia. norske kroner, svarende til cirka 1,05 mia. danske kroner, ved noteringen, som forventes gennemført i løbet af årets sidste tre måneder.

»Vi er glade for dagens meddelelse, og vi ser frem til at byde flere velkommen til at investere i folkesundhed i Norden og til at deltage i vores kontinuerlige rejse mod at udvikle vores tilbud og tjenester både i fitnesscentre og i den bredere sundheds- og wellness-industri,« lyder det fra Sats-topchef Sondre Gravir i børsdokumentet.

Sats er den største træningskæde i Norden med 700.000 medlemmer fordelt på i alt 248 centre. De største aktionærer er Elixia Holding IV, hvor den svenske kapitalfond Altor sidder for bordenden, og danske Tryghedsgruppen, som ejer 49 procent.

Tryghedsgruppen vil sælge ud

Børsnoteringen skal ifølge Sats øge selskabets profil og synlighed i de nordiske markeder, ligesom den skal forbedre mulighederne for at tiltrække og fastholde nøglemedarbejdere.

De friske penge skal hentes gennem udstedelse af nye aktier og et potentielt salg af aktier fra de nuværende ejere. Hos Tryghedsgruppen, der siden 2006 har været hel eller delvis ejer af Sats, forklarer økonomidirektør Ulrik Andersson i en e-mail til Berlingske, at man forventer at sælge ud af sine aktier.

Årsagen skal findes i strategien »om tilpasning af porteføljen af direkte investeringer«, hvor Tryghedsgruppen ikke længere ønsker at opkøbe nye virksomheder eller være strategisk hovedejer af virksomheder – bortset fra forsikringsselskabet Tryg.

»En børsnotering vil derfor med den positive udvikling i Sats i de senere år være en god anledning til at tilpasse vores ejerandel af Sats samtidig med, at andre investorer får mulighed for at være med i Sats’ positive udvikling,« skriver direktøren.

Røre i fitness-andedammen