Det midlertidige nærmer sig det permanente hos to af landets tungeste finansielle aktører. Det er nu mere end fem måneder siden, at en presset Thomas Borgen forlod chefstolen i Danske Bank, og det er næsten fire måneder siden, at Christian Hyldahl gav slip på rattet i ATP.
Ingen af stederne er det lykkedes for bestyrelserne at finde nye topchefer. Berlingske har talt med en række kilder tæt på processerne i begge virksomheder, ligesom Berlingske har talt med flere nuværende og tidligere medlemmer af Finanstilsynets bestyrelse, og samtalerne har mundet ud i en meget klar og todelt forklaring på udfordringen.