Finanstilsynet frikender sig selv i hvidvasksag

Den finansielle vagthund, Finanstilsynet, frikender sig selv for samtlige kritikpunkter i den omfattende hvidvasksag i Danske Bank, fremgår det af en ny redegørelse.

Finanstilsynets formand, David Lando, fastslår, at myndigheden har levet op til sine forpligtelser i tilsynet med Danske Bank. Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Finanstilsynet har levet op til sine forpligtelser i sagen om den omfattende hvidvask i Danske Bank. Det er blandt hovedkonklusionerne i en 142-sider lang redegørelse, der tirsdag blev oversendt til Folketingets Erhvervsudvalg.

»Bestyrelsen vurderer, at Finanstilsynet igennem hele perioden 2007-2018 har levet op til sine forpligtelser som ansvarlig tilsynsmyndighed for Danske Bank og ageret i overensstemmelse med ansvarsfordelingen på hvidvaskområdet mellem Finanstilsynet og det estiske finanstilsyn (EFSA),« siger Finanstilsynets bestyrelsesformand, David Lando, i en pressemeddelelse.