Finanskoncern fyrer topchef gennem 18 år

Bestyrelsen i Alm. Brand har væltet topchefen af tronen efter 18 års tjeneste. Den mellemstore finanskoncern vil styrke det strategiske fokus sine tre forretningsområder. Og det kræver ifølge bestyrelsen en ny mand på posten.

Bestyrelsen i Alm. Brand erstatter administrerende direktør Søren Boe Mortensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Søren Boe Mortensen er blevet fyret som adm. direktør i finanskoncernen Alm. Brand A/S efter 18 år på posten. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fra selskabet.

»Bestyrelsen har besluttet at styrke det strategiske fokus for koncernens udvikling. Det betyder farvel til den administrerende direktør siden 2001, Søren Boe Mortensen, der nu forlader virksomheden,« skriver Alm. Brand.

Det skyldes blandt andet et ønske om fornyelse i toppen af den daglige ledelse.

»Beslutningen er begrundet i strategiske drøftelser, hvor det har stået klart for bestyrelsen, at virksomhedens samlede udvikling inden for de tre forretningsområder forsikring, pension og bank har behov for et styrket strategisk fokus. En opgave, bestyrelsen nu har valgt skal lægges i hænderne på en ny topchef,« hedder det i fondsbørsmeddelelsen.

Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, der er bestyrelsesformand i Alm. Brand A/S, udtaler om ledelsesskiftet, at bestyrelsen gennem en periode har drøftet, hvordan den bedst tilrettelægger udviklingen, så den ikke alene sikrer en konstant og vedholdende fornyelse, men samtidig opretholder et meget stramt fokus på kunderne og deres ønsker og behov.

Ville gerne være fortsat et par år endnu

»Disse overvejelser er mundet ud i, at en enig bestyrelse har ønsket et nyt syn på, hvordan vi bedst planlægger, udvikler – og dermed tilgodeser – den samlede forretning til gavn for vores kunder, vores ejere og vores medarbejdere,« forklarer han.

Søren Boe Mortensen ærgrer sig over afskedigelsen.

»Jeg synes faktisk, vi er lykkedes med ganske mange ting – herunder at komme godt ud af finanskrisen. Samtidig har vi løbende omstruktureret og styrket de enkelte forretningsområder, som jeg mener, er i en god gænge i dag, både drifts- og ledelsesmæssigt. Derfor havde jeg selvfølgelig gerne fortsat et par år endnu,« udtaler Søren Boe Mortensen i meddelelsen.

Arbejdet med at finde en ny topchef er sat i gang. Indtil den person er fundet, har betsyrelsen konstitueret selskabets økonomidirektør Rasmus Werner Nielsen som adm. direktør.