Fiberkæmpe: Vi skal samarbejde om lettere adgang til hurtigere internetforbindelser

Det jyske energiselskab Norlys inviterer konkurrenterne til at være med om bordet i Norlys' selskab, der skal sikre genbrug af teknikken, hver gang en internetudbyder skal have adgang til et endnu af de mange fibernet i Danmark. Norlys er samtidig på jagt for at komme ind på mobilmarkedet.

De store tromler med med fiberkabler ses i mange danske byer og landskaber, for graveaktiviteten er skruet voldsomt op gennem det seneste år i takt med, at danskernes efterspørgsel efter hurtigere internetforbindelser vokser. Thomas Breinstrup

Danmarks største fibernetselskab, Norlys, er klar til at opgive kontrollen med sit selskab, som i dag skal gøre det lettere for tele- og internetudbydere at komme hurtigt i gang, når de lejer sig ind på andre selskabers lynhurtige fibernet.

Topchef Niels Duedahl fra Norlys, som er en fusion mellem energiselskaberne SE/Sydenergi og Eniig, lægger op til, at Norlys-selskabet OpenNet, som står for at skabe den samme teknologiske sammenkobling til især Norlys' fibernet men også til andre selskabers fibernet, kan blive et fælles mellemled for alle Danmarks internetudbydere, så de kun én gang skal rigge teknikken til, før der er hul igennem til, at de kan sælge TV, telefoni og internetforbindelser.