Efter et hårdt år med massiv kundeflugt ser Danmarks største telekoncern, TDC, tegn på bedre tider forude takket være en række nylanceringer. Og når der i det kommende halve til trekvart års tid kommer hul igennem til energiselskabernes fibernet landet over, forventer TDC også at vinde bredbåndskunder tilbage.
Det er status fredag morgen fra TDCs koncernfinansdirektør, Lasse Pilgaard, efter offentliggørelsen af regnskabet for juli-september, hvor koncernen har mistet endnu 16.000 TV-kunder, 18.000 bredbåndskunder og 23.000 fastnetkunder men til gengæld fået 1.000 flere mobilkunder end i april-juni.