Facebooks kontrolkomité kræver svar om særregler for kendte

Millioner af Facebook-brugere skal ikke følge de normale regler for, hvad man må lægge ud på det sociale netværk.

Facebook har en særlig, hemmelig liste over højtprofilerede personer, som er undtaget den normale kontrol. Valentin Flauraud/Reuters/Ritzau Scanpix

Facebooks uafhængige kontrolkomité, der har tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt som medformand, har bedt om at få klar besked om det system, som Facebook bruger til at gennemgå indhold, som højtprofilerede brugere lægger ud.

Det sker, efter at den amerikanske finansavis The Wall Street Journal i sidste uge kunne afsløre, at millioner af særligt udvalgte brugere får særbehandling af det børsnoterede, sociale netværk.