Facebook får pusterum – lukketrussel er udsat

Irlands højesteret standser midlertidigt det kommende forbud mod, at Facebook må overføre persondata fra Europa til USA.

Facebook med stifter Mark Zuckerberg i spidsen risikerer, at det bliver forbudt for selskabet at overføre data om europæiske brugere til USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix

Facebook får et midlertidigt pusterum, efter at den irske højesteret har udsat en lukketrussel mod den børsnoterede, amerikanske koncern.

Mandag besluttede Irlands højesteret, at der bliver en midlertidig timeout i den sag, som truer med at lukke for, at Facebook må overføre europæiske brugeres data til servere i USA og dermed i værste fald tvinge Facebook til at indstille sin virksomhed i Europa.

Taget på sengen

Facebook havde bedt højesteretten om en juridisk vurdering af den afgørelse, som er på vej fra det irske datatilsyn, der fører kontrol med Facebooks datahåndtering. Facebooks europæiske hovedsæde ligger nemlig i Irland.

En talsmand for den irske højesteret bekræfter over for Reuters, at Facebook har fået et pusterum. Retten har ikke sat dato på, hvornår den træffer sin afgørelse.

Facebook hilser pusterummet velkomment.

»Virksomheder har brug for klare, globale regler, som underbygges af en stærk lovgivning, til at beskytte transatlantiske dataoverførsler på længere sigt,« lyder det fra selskabets talsmand.

Facebook har oplyst højesteretten om, at selskabet har betydelige bekymringer om sin mulighed for at betjene de 400 millioner europæiske Facebook- og Instagram-brugere fremover, hvis datatilsynets beslutning bliver som antydet. Facebooks advokater fortalte i retten, hvordan datatilsynets beslutning havde overrumplet Facebook, der ifølge advokaterne omsætter for milliarder af euro årligt i Europa gennem sine platforme.

Ikke tilstrækkelig databeskyttelse i USA

Datatilsynet lægger op til at beslutte, at Facebook ikke må overføre europæiske brugeres data til USA, som Europa betragter som et ikkedatasikkert land. USA har ikke en tilstrækkeligt vidtgående beskyttelse af data mod myndighedernes overvågning, sådan som den tidligere efterretningsansatte Edward Snowden afslørede det for mange chokerende omfang af, da han i 2013 lækkede tophemmelige dokumenter om myndighedernes og navnlig efterretningstjenesternes praksis med – også ulovlig – overvågning.

Datatilsynets forestående afgørelse kommer, efter at EU-Domstolen i juli igen greb ind over for den aftale, som EU og USA i hast forhandlede på plads som erstatning for en tidligere aftale, der tillod overførsel af persondata fra Europa til USA, hvis blot de virksomheder, der gjorde det, skrev under på, at de ville sikre data lige så godt, som det sker i Europa.

Domstolen slog fast, at datatilsynene skal standse eller forbyde overførsel af data ud af Europa, hvis databeskyttelsen i modtagerlandet ikke kan sikres.

Langvarig sag forfølger Facebook

Hele balladen skyldes den sag, som den østrigske advokat og databeskyttelsesaktivist Max Schrems rejste mod Facebook for år tilbage, fordi han netop ville have sat en stopper for, at hans personlige data blev overført til USA.

Facebook havde ved udgangen af juni, som er seneste offentliggjorte regnskabstal, 1,79 milliarder dagligt aktive brugere, heraf de 305 millioner i Europa. Selskabet omsatte i april-juni for 18,7 milliarder dollars og havde et overskud på 4,5 milliarder dollars eller 28,2 milliarder kroner – svarende til 309,9 millioner kroner om dagen.

LÆS MERE