Facebook-ansatte går i hjemmestrejke over Zuckerberg

Ansatte trak stikket i protest mod Facebook-topchefens manglende indgriben over for Donald Trumps opslag. Også en lang række ledende medarbejdere i Facebook protesterer offentligt. Teknologigiganter på stribe fordømmer racisme.

Facebook-stifter og -topchef Mark Zuckerberg er kommet i voldsomt uvejr blandt både ansatte og ledere for ikke at gribe ind over for præsident Donald Trumps ytringer. Michael Reynolds/EPA/Ritzau Scanpix

En række ansatte hos Facebook trak i løbet af weekenden stikket på deres hjemme-PC og gik i virtuel strejke i protest mod topchef Mark Zuckerbergs vægring ved at gribe ind over for kontroversielle opslag fra USAs præsident, Donald Trump.

Også flere ledende medarbejdere hos Facebook har offentligt kritiseret Facebook-stifteren, der efter de uroligheder, som er brudt ud i kølvandet på den ubevæbnede George Floyds død under en anholdelse, blev tvunget til at forsvare Facebooks position som »en institution, der er forpligtet til ytringsfrihed«.