EUs overarme vrider teknologigiganterne på plads

Der kommer stadig flere indrømmelser fra de amerikanske giganter, som har udsigt til stadig skrappere regulering og kæmpe bøder, hvis de ikke makker ret.

EU tager stadigt hårdere fat om de amerikanske teknologigiganter, og der kommer stadig flere indrømmelser om ændringer for at undgå indgreb og bøder. Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix

Der er kommet større muskler på EUs overarme, og det kan aflæses i armlægningen med de amerikanske teknologigiganter, som er tættere på at ramme bordet end før.

Facebook, Google, Microsoft, Twitter og TikTok er nu blandt dem, der er klar til at indordne sig den strammere kontrol, som EU gradvis har indført siden 2017, og som har givet væsentlige indrømmelser i forhandlingerne. De er nu villige til at dele data ned på det enkelte land om, hvilke bestræbelser de gør sig for at håndtere misinformation og falske nyheder, skriver den britiske finansavis Financial Times.