EU vil bruge trecifret milliardbeløb på at fordoble chipproduktion i Europa

Inden 2030 skal EU-landene sidde på 20 procent af verdens produktion af de vigtige »hjerner« i al avanceret elektronik. EU er klar med massiv statsstøtte, og det får stor opbakning.

Den franske EU-kommissær for indre marked, Thierry Breton, med en chipplade under præsentationen af EUs satsning på at sikre sig en større andel af verdens chipmarked. Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

EU er klar til at bruge 43 milliarder euro – 320 milliarder kroner – på hurtigst muligt at få gang i en stor, europæisk produktion af de vigtige computer- og mobilchips, som der i øjeblikket er så stor mangel på.

Målet er at øge produktionen i EU af mikrochips fra de nuværende ti procent af verdensmarkedet til 20 procent i 2030, og satsningen skal omfatte de mere avancerede mikrochips. Det vil kræve en firdobling af den nuværende produktion.