EU investerer milliarder i egne internetforbindelser via satellit

Trods kritik fra den interne vagthund vil EU-Kommissionen konkurrere mod rigmændene Elon Musk og Jeff Bezos og etablere sit eget satellitnetværk, som skal sikre internetforbindelser i høj hastighed til både Europa og Afrika.

Superiværksætteren og multimilliardæren Elon Musks rumselskab SpaceX (billedet) er i færd med at opbygge et globalt netværk af kommunikationssatellitter til internetforbindelser på Jorden. Nu vil EU etablere sit eget, uafhængige net. Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix

EU er klar til at investere næsten 45 milliarder kroner i sit eget, nye satellitsystem, som skal levere sikrede og hurtige internetforbindelser til både Europa og Afrika.

EU-Kommissionen har netop godkendt planerne til seks milliarder euro til det nye system, som to gange er blevet afvist af kommissionens eget kontrolorgan, Udvalget for Forskriftskontrol, som har kaldt det spild af penge og i konkurrence med kommercielle tjenester, skriver den britiske finansavis Financial Times.

Det sker yderst sjældent, at den interne vagthund to gange siger nej, men EU-Kommissionen har efterfølgende ændret lidt i projektplanerne, som øremærker 2,4 milliarder euro fra kommissionens eget budget, mens de 27 EU-lande og virksomheder her i et offentligt-privat partnerskab skal sikre resten af pengene.

Skal modvirke kinesisk indflydelse

Internetsatellitsystemet, som skal godkendes af Europa-Parlamentet og de 27 EU-landes fagministre, vil konkurrere med Tesla-topchef Elon Musks rumfirma, SpaceX, og Amazon-stifter og tidligere -topchef Jeff Bezos' Kuiper-satellittjeneste og bliver EUs tredje netværk.

I forvejen står EU bag Galileo, der er et europæisk navigationssystem, der er mere præcist end det amerikanske GPS-system, som er blevet synonym med navigationstjenester. EU står også bag Copernicus-netværket, som bruges til observationer af Jorden.

Meningen med det nye internetsatellitnet er at levere krypterede – altså kodede og dermed sikrede – højhastighedsforbindelser til Europa samt til Afrika, således at afrikanerne får et alternativ til at bruge kinesisk infrastruktur, sådan som det i stigende omfang sker i øjeblikket, efter at giganter som Huawei er blevet tvunget ud af Europa. Også Arktis er i fokus, for også her forsøger Kina at sikre sig indflydelse gennem satellitteknologi.

Satellitsystemet skal også fungere som reservenet, hvis cyberangreb skulle lægge den normale bredbåndsinfrastruktur ned.

Kommissær: »Af central vigtighed«

»Det vil i sandhed være et tværeuropæisk projekt, som vil gøre det muligt for vores mange iværksættere og Europa som helhed at komme helt i front med teknologisk innovation,« siger EUs franske kommissær for det indre marked, Thierry Breton, om det nye satellitnet, som han kalder »af central vigtighed for vores strategiske og tekniske uafhængighed«.

EU-satellitnettet vil for at spare penge blive koblet sammen med andre unavngivne satellitter, og der er ifølge Thierry Breton fundet de nødvendige frekvenser, som internetforbindelserne vil kunne køre over.

EU-Kommissionen forventer ifølge dagbladet Daily Telegraph, at satellitnetværket vil kaste mellem 17 og 24 milliarder euro (altså op til 178 milliarder kroner) af sig. Der vil dog være betydelige, løbende omkostninger, fordi satellitterne skal skiftes ud hvert femte-syvende år.

Jeff Bezos' Kuiper-system er et projekt til ti milliarder dollar (65,6 milliarder kroner). Det arbejder med 3.236 satellitter, som betjener landområder uden udsigt til faste internetforbindelser med hurtigt og billigt bredbånd.

Elon Musks SpaceX er i færd med at opbygge en ring af 40.000 satellitter, kaldet Starlink. De første omkring 2.000 satellitter er på plads og har været meget omtalt, fordi man fra Jorden har kunnet se dem »tøffe« på plads som et helt satellittog.