Elon Musk tilbyder satellithjælp efter naturkatastrofe

Vulkanudbruddet og den efterfølgende tsunami har afbrudt øriget Tongas kommunikation med omverdenen, efter at det eneste undervandskabel til internetforbindelse blev beskadiget.

Serieiværksætteren og multimilliardæren Elon Musk har tilbudt at sende satellitudstyr til stillehavsriget Tonga for at hjælpe med at genskabe kommunikationen til omverdenen, efter at øens eneste undervandskabel til internetforbindelse blev beskadiget ved et vulkanudbrud og en efterfølgende tsunami.

Elon Musk, der er topchef i elbilproducenten Tesla, driver også rumfirmaet SpaceX og internetsatellitfirmaet Starlink, som i fællesskab er i færd med at sende tusindvis af mindre satellitter op for at skabe et verdensomspændende net, som kan levere internetforbindelser til steder på Jorden, hvor det er meget vanskeligt at komme frem med kabler og mobilmaster.