EU: Google og Facebook skal åbne mere for posen

Det er stadig for uigennemsigtigt, hvad og hvor meget teknologigiganterne gør for at stoppe misinformation og hadsk tale på nettet, mener EU-Kommissionen, som vil lovgive om, hvad der skal indrapporteres.

EU-Kommissionen er kun delvis tilfreds med teknologigiganternes indsats mod misinformation og hadefulde ytringer. Arkivfoto: Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS FILE PHOTO

EU anerkender den indsats, som amerikanske teknologiganter som Google, YouTube, Facebook og Twitter har gjort mod hadefulde ytringer og falske konti på nettet, men de er stadig alt for lukkede til, at der kan føres ordentlig kontrol. Så nu skal der strammes op gennem lovgivning.

Det er budskaberne i den første årlige statusrapport fra EU-Kommissionen om, hvordan det går med at bekæmpe onderne.

Ros for indsats men kritik af ugennemsigtighed

Teknologigiganterne får ros for aktivt at fjerne falske konti og for at stramme reglerne for, hvem der kan annoncere på deres platforme, især Facebook, og for at involvere uafhængige faktacheckere i at sikre, at hadefulde ytringer ikke spredes. Det skriver den britiske finansavis Financial Times, som har set rapporten, der først offentliggøres i løbet af tirsdagen.

Samtidig kritiserer EU-Kommissionen giganterne for deres ugennemsigtige rapportering om tiltagene. Facebook har således fjernet 2,19 milliarder falske konti i løbet af 1. kvartal i år, men Facebook vil ikke fortælle, hvor mange af dem der er oprettet i EU. Og alle giganterne får kritik af, at de ikke giver flere detaljer om, hvordan der gennem falske kampagner kan »manipuleres med vælgerne ... eller mere bredt kunstigt kan skabes offentlig debat«.

EU indførte i 2016 mere eller mindre frivillige regler for at tvinge teknologigiganterne til at forholde sig seriøst til problemerne med ulovligt indhold og hadefulde ytringer. Sidste år bad EU-Kommissionen om månedlige rapporter om, hvordan det går i kampen mod falske nyheder og mulig fremmed indblanding.

Egentlig lovgivning på vej for at skaffe oplysninger

Den EU-Kommission, som tiltræder til november, har sat sig for at indføre en særlig lovgivning om ulovligt indhold, misinformation og gennemsigtighed om annoncører for alle digitale selskaber, der arbejder i EU. »Digital Services Act« (DSA) hedder lovgivningen, som dermed afslutter den mere eller mindre frivillige indrapportering og skal gøre det lovpligtigt, hvilke oplysninger der skal afleveres.

Præcis hvordan lovgivningen udformes, står dog ikke klart endnu.