Først opbygger man et selskab, som får alle opgaverne med at udvikle nye IT-systemer og dermed bliver et monopol. Så sælger man selskabet for milliarder og opretter et nyt, som skal bryde samme monopol og skære 25 procent af ejernes IT-regning hvert år.
Umiddelbart en mærkværdig forretningsplan, men den virker. Om en måned runder de 98 danske kommuners IT-fællesskab Kombit ti år, og inden udgangen af 2020 er missionen opfyldt: Monopolet er brudt, og regningen er blevet en fjerdedel mindre.