Estere: Finanstilsynet svarede aldrig på centralt brev i hvidvasksag

I et usædvanligt hårdt modsvar beskylder det estiske finanstilsyn nu Finanstilsynet i Danmark for at vildlede i sagen om hvidvask i Danske Bank.

Formand Kilvar Kessler fra det estiske finanstilsyn har ad flere omgange kritiseret sine danske tilsynskolleger for deres håndtering af Danske Bank i hvidvaskskandalen. De verbale slagvekslinger fortsætter nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ints Kalnins / Reuters / Ritzau Scanpix

Finanstilsynet i Danmark har flere gange betonet, at det estiske finanstilsyn aldrig inviterede deres danske kolleger med på hvidvask-inspektion i Danske Banks skandaleramte estiske filial.

Men nye oplysninger viser nu, at Finanstilsynet i Danmark aldrig svarede på et centralt brev i sagen i den højspændte periode i 2014, da myndighederne i Estland slog til mod banken.

Det er det estiske finanstilsyn, Finantsinspektsioon, der offentliggør de nye oplysninger om det manglende svar. Det sker som en reaktion på, at det danske finanstilsyn i dag har offentliggjort to udvalgte breve fra den årelange korrespondance mellem de to myndigheder om Danske Banks hvidvasksag. Offentliggørelsen skulle kaste lys over det danske syn på ansvarsfordelingen mellem de to tilsyn, der offentligt har ligget i strid om ansvaret for hvidvask-skandalen.

Selskab Kurs Ændr. %

En beklagelig situation

Men den usædvanlige offentliggørelse af korrespondance mellem det danske og estiske finanstilsyn møder ikke forståelse i den estiske hovedstad Tallinn. Chefen for det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler, kalder offentliggørelsen af de to breve for »vildledende«.

»I denne beklagelige situation har vi derfor ikke nogen anden mulighed end at udvide vores offentliggørelse af korrespondancen, så offentligheden kan blive informeret på en mere balanceret måde,« oplyser Kilvar Kessler i pressemeddelelsen.

I januar offentliggjorde Finanstilsynet i Danmark en redegørelse om hvidvask-sagen. Her pegede tilsynet blandt andet på, at man tilbage i 2013 tilbød Finantsinspektsioon (EFSA) at deltage i en hvidvask-inspektion i den estiske filial.

»Finanstilsynet gentog tilbuddet flere gange. EFSA gennemførte efterfølgende to hvidvaskinspektioner i 2014. Finanstilsynet blev ikke bedt om at deltage. Inspektionerne viste store svagheder i filialens procedurer for forebyggelse af hvidvask og førte til påbud fra EFSA og udskiftning af filialens lokale ledelse,« skriver Finanstilsynet.

Intet dansk svar

I februar 2014 informerede det estiske finanstilsyn deres danske kolleger om, at man ville foretage en hvidvask-inspektion i den estiske filial. Den 23. april 2014 skrev det estiske finanstilsyn, at man ville foretage en anden inspektion og bad om feedback fra Danmark. Den kom bare aldrig:

»Vores arkiver viser intet svar på det brev fra Finanstilsynet i Danmark,« skriver tilsynet i Estland.

Samtidig mener det estiske finanstilsyn, at myndighederne i Danmark til hver en tid kunne have taget på hvidvask-inspektioner i den estiske filial uden at være inviteret.

»Det danske finanstilsyn var og er som hjemlandets tilsynsførende myndighed fri til at foretage inspektion i en filial af et dansk kreditinstitut i værtslandet, forudsat at tilsynet informerer værtslandet før inspektion,« skriver EFSA.

Kortene på bordet

Afslutningsvist kommer det estiske tilsyn med en opfordring til dets danske kolleger i kølvandet på, at det danske tilsyn allerede har valgt at offentliggøre dele af brevvekslingen mellem de to landes tilsyn. Man opfordrer til, at begge tilsyn så at sige lægge alle kortene på bordet og fremlægger al korrespondance mellem tilsynene og al den dokumentation, som tilsynene har i Danske Bank-sagen, så vidt det er lovligt muligt.

Men esterne opfordrer til, at det gøres i enighed, og ikke som det var tilfældet med dagens offentliggørelse fra det danske finanstilsyns side, hvilket kommenteres i den sidste sætning i den estiske pressemeddelelse.

»Finantsinspektsioons brev blev udgivet af danske myndigheder uden samtykke fra Finantsinspektsioon.«

I en skriftlig kommentar henviser Finanstilsynet til en pressemeddelelse, der blev sendt ud tidligere onsdag.

Derudover oplyses det, at der onsdag er blevet aftalt et møde i den nærmeste fremtid mellem tilsynsformændene Jesper Berg og Kilvar Kessler.