Regeringen er netop kommet med en hjælpepakke til landets små og mellemstore virksomheder, der er ramt af coronakrisen.
Hjælpen består af en udskydelse af betalingen af b-skat og moms, der skal give en likviditetseffekt på 40 milliarder kroner.
Men udskydelsen af skat og moms er langt fra nok til at hjælpe landets små virksomheder, mener vicedirektør for SMVdanmark, Jakob Brandt.
»Det er ligegyldigt, at du får udskudt skattebetalinger, når du ikke har en indtægt, og sådan er vilkårene for mange små virksomheder i øjeblikket,« siger han.
Selv om han mener, at de to tiltag ikke er nok, kvitterer han dog for dem.
»Det er selvfølgelig et værktøj, der kan være godt for de virksomheder, som ikke er meget hårdt ramt, så de kan bevare noget likviditet. Derfor er det et positivt tiltag, men det er slet, slet ikke nok til at være den redningskrans, der er brug for,« siger vicedirektøren, der håber, at regeringen kommer med mere hjælp til landets små virksomheder.
Han mener, at der er behov for, at der kommer penge ud til de selvstændige og de virksomheder, som har mistet deres omsætning.
»Der er brug for, at selvstændige og små- og mellemstore virksomheder, som oplever et bortfald i deres omsætning og dermed indkomst, får en kompensation på 23.000 kr. ligesom privatansatte gør,« siger han og tilføjer:
»Vi synes, at det er meget urimeligt, at man sender offentligt ansatte hjem med fuld løn, og at man laver en aftale for ansatte i private virksomheder, som sikrer, at de også kan komme hjem med 75 pct. lønrefusion, men man gør ikke ret meget for de folk, som skaber vækst og arbejdspladser,« siger han.
Nøddagpenge
Han mener desuden, at det er et stort problem, at selvstændige bliver nødt til at lukke deres virksomheder, hvis de vil på dagpenge. Ifølge Berlingskes oplysninger er man i Beskæftigelsesministeriet netop nu ved at undersøge, om man kan dispensere for den regel i tre måneder.
Også A-kassen for selvstændige erhvervsdrivende, Ase, efterlyser mere hjælp til de selvstændige og efterlyser i lighed med SMVdanmark en eller anden form for lønkompensation til de selvstændige. For ifølge adm. direktør for Ase, Karsten Mølgaard Jensen, gør regeringens plan om udskydelse af b-skatter og momsafregning det ikke alene.
»Alle tiltag er velkomne, og det her vil helt sikkert hjælpe de selvstændige, som mangler lidt på likviditeten for at kunne klare det næste kvartal. Men der er kæmpestore gruppe af selvstændige, som kigger langt efter egentlig indtægt,« siger Karsten Mølgaard Jensen.
»Der mangler en form for lønkompensation til små erhvervssdrivende, som har mistet omsætning – for nogles vedkommende er den nul, og dermed har de ikke nogen indtægt til at betale deres regninger med. Det kunne være lønkompensation i form af nøddagpenge for en kortere periode men uden at de samtidig er tvunget til at lukke virksomheden, som er p.t. er kravet for at modtage dagpenge som selvstændig,« siger han.
Om regeringen også arbejder på at give de små virksomheder en kompensation vides ikke.
Dansk Erhverv: Der er brug for flere skattetiltag
Hos Dansk Erhverv hilser man skattetiltagene velkommen, men også her mener adm. direktør Brian Mikkelsen, at der er behov for mere hjælp til små virksomheder.
»Time for time er flere virksomheder og flere arbejdspladser i akut fare for at forsvinde, og derfor må jeg også sige, at vi har brug for mere. Også på skatteomrdået,« siger Brian Mikkelsen.
Erhvervsorganisationen foreslår en række skattemæssige tiltag, som i særlig grad understøtter SMVer og små selvstændige erhvervsdrivende.
»Dansk Erhverv har lavet en skattepakke, hvor vi blandt andet foreslår et stop for alle skatte, moms – og afgiftsbetalinger og tilbageførsel af den moms, som er betalt 2. marts. Der er virkelig brug for tiltag rettet mod små- og mellemstore virksomheder nu,« siger Brian Mikkelsen.
Også DI efterlyser flere – og hastende – tiltag for at hjælpe de små og mellemstore virksomheder, men roser udskydelsen af betaling af b-skatter og udskydelsen af momsafregning.
»Udskydelsen af de kommende B-skatteindbetalinger til senere på året vil her og nu hjælpe de helt små virksomheder. Det er et godt skridt til at hjælpe de trængte SMVer. Vi så dog meget gerne, at man også fandt en vej til at gøre det allerede med virkning for marts måned, som falder om fire dage,« siger Kent Damsgaard, direktør i DI.
Ifølge DI er det positivt, at regeringen har udskudt de kommende momsbetalinger.
»Det giver sindsro for mange SMVer, når de kigger fremad. Det er dog ikke en redningsplanke nu og her, så vi er i fortsat dialog med regeringen om målrettede og mere akutte tiltag. Vi så meget gerne, at de helt små virksomheder kunne få den moms retur, som de lige har indbetalt. Vi kan forstå, at det rent teknisk er svært at håndtere, men så må vi tænke i alternativer for eksempel ved at give mulighed for et statsgaranteret lån af samme størrelse. Mange små virksomheder har brug for hjælp nu,« siger Kent Damsgaard.
Berlingske forsøger at få en kommentar fra regeringen.
I en pressemeddelsle oplyser skatteminister Morten Bødskov (S), at dagens tiltag »er et vigtigt skridt.«
»Men vi arbejder samtidig på yderligere initiativer, der holder hånden under vores selvstændige,« siger skatteminister Morten Bødskov (S) i meddelelsen.