Endnu en storbank følger trop: Flere private skal betale for at have penge stående

Sydbank sænker renten yderligere på indlån til minus 0,75 pct. og indfører negative renter for privatkunder, der har mere end 750.000 kroner i indlån.

Sydbank og Nordea
Foto: Erik Refner

Rentelavinen ruller videre.

Danmarks fjerdestørste bank, Sydbank, indfører negative renter for privatkunder, der har mere end 750.000 kroner i indlån. Rentesatsen for private bliver minus 0,75 pct.

Det er en ændring i forhold til udmeldingen i forbindelse med halvårsregnskabet, hvor banken indførte negative renter på minus 0,6 pct. for privatkunder med indlån på mere end 7,5 mio. kroner.

»Nationalbankens indskudsbevisrente har nu været negativ stort set uafbrudt siden 2012, og med de seneste tiltag fra ECB og den yderligere sænkning af indskudsbevisrenten ser de negative renter ud til at fortsætte i en lang periode fremover. Vi mener derfor, tiden er inde til at sænke vores indlånsrenter både på erhvervs- og privatområdet og på den måde indrette vores forretningsmodel efter markedsvilkårene,« siger Sydbanks topchef, Karen Frøsig, i en meddelelse.

Banken sænker ligeledes renten for erhvervsindlån til minus 0,75 pct.

Karen Frøsig kalder det både naturligt og i overensstemmelse med de pengepolitiske hensigter fra centralbankernes side, at de negative renter i højere grad også materialiserer sig på indlånssiden.

Jyske Bank var den første bank, som indførte negative renter for private- og erhvervskunder. Siden har flere banker fulgt efter.

I en regnskabsmeddelelse oplyser Jyske Banks topchef, Anders Dam, onsdag morgen, at banken har omkring 11.000 privatkunder, som  fra december vil blive påvirket af negative renter af deres indestående på over 750.000 kroner, der samlet set udgør knap 10 mia. kroner.