Enden på en æra: Derfor gik det galt for den flyvende dobbeltdækker

En epoke er ovre for luftfartselskabet Airbus' ikoniske model A380. Airbus indstiller produktionen af gigantflyet, der er blevet overfløjet af ændringer i markedet, nye trafikmønstre og ændrede behov hos kunderne.

Stoppet for produktionen af Airbus' A380 markerer enden på en æra, hvor den ikoniske dobbeltdækker kunne kalde sig konge over luften. Men for store flymodeller er tiden skredet fra dem i en tid, hvor mindre, billigere fly regerer suverænt. VALERY HACHE/AFP/Ritzau Scanpix

For kun 12 år siden blev den enorme A380 fra Airbus set som luftfartens ultimative trumfkort. Med over 500 passagerer på de to etager kan flyet som intet andet fragte passagerer i stort tal fra det ene kontinent til det andet. Lufthavne verden over er blevet bygget om for at kunne håndtere de store fly, men der er bare en ting galt. Flyselskaberne gider ikke flyve med A380eren, der på de kun 12 år er blevet overhalet af udviklingen.

Flyproducenten Airbus måtte torsdag morgen drage konsekvensen og medddele, at selskabet fra 2021 vil indstille produktionen af de ikoniske  A380. Beslutningen kommer, efter at den største aftager Emirates har valgt at reducere sine ordrer på den store dobbeltdækker. Ifølge Bloomberg News har Emirates i stedet indgået en aftale på 21,4 mia. dollar om at købe 70 eksemplarer af de mindre modeller A330neo og A350.