I takt med at samfundet genåbnes bid for bid, melder spørgsmålet sig også om, hvornår og hvordan de økonomiske hjælpepakker til dansk erhvervsliv skal udfases.
Til Børsen siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at det er vigtigt, at hjælpepakkerne ikke ender med at holde usunde virksomheder kunstigt oven vande.
»Udfordringen ved at lade hjælpepakkerne fortsætte er, at vi skal holde gode, sunde virksomheder i live. Men det er også kun gode, sunde virksomheder, vi skal holde i live, for nu at sige det, som det er,« siger Jakob Ellemann-Jensen til Børsen.
Oppositionens leder nævner luftfarten som et eksempel på et erhverv, der kan få brug for støtte længe endnu.
P.t. gælder de fleste større støtteordninger som lønkompensation og dækning af faste udgifter frem til 8. juli. I sidste uge fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at man vil begynde at arbejde på, hvordan man kan udfase hjælpepakkerne på en »klog måde«.
Usikkerhed om restriktioner
En af udfordringerne ved en udfasning er, at mange brancher langt fra regner med, at kunderne kommer til at vælte ind, selv om de får lov til at åbne igen. Samtidig kan der fortsat være restriktioner pålagt virksomhederne, som gør, at sektorer simpelthen har svært ved at tjene penge, selv om de åbner i det omfang, de får lov til.
Her i Berlingske har bl.a. flere af landets førende restauratører argumenteret for, at en delvis genåbning med restriktioner kan gøre det umuligt at tjene penge i den første lange periode, hvorfor hjælpepakker i en eller anden model kan blive nødvendige for ikke blot at løbe ind i en stribe af konkurser under genåbningsfasen.
Inden weekenden blev det offentliggjort, at restauranter, cafeer og værtshuse må åbne igen mandag 18. maj med en række fortsatte restriktioner om begrænsede åbningstider, afstand mellem gæster m.m. De nærmere retningslinjer vil blive præsenteret i denne uge.
Det fik torsdag to af Københavns fremtrædende restauranter, Kiin Kiin og MASH, til at fortælle, at de er glade for, de nu kan se frem til en åbning, men ikke er sikre på, at de rent faktisk vælger at genåbne, før de kender restriktionerne.
Efter det søndag aften stod klart, at kravet om fysisk afstand reduceres til én meter, lød det fra Alchemists Rasmus Munk, at det er en stor hjælp, men at restauranten fortsat har flere bekymringsmomenter.