Ekstra milliarder skydes i mobil- og fiberforbindelser

Investeringerne i mobile og faste net i Danmark er sidste år steget med 23 procent. Opgraderingen af mobilnettene til 5G-teknologi og udbygningen af hurtige fiberforbindelser trækker investeringerne i vejret.

Overalt i landet graves fiberkabler ned. De leverer den hurtigst mulige kablede internetforbindelse og kan desuden levere TV-signaler og fastnettelefoni. Nils Meilvang

Den danske telebranche investerede i 2019 i alt 8,6 milliarder kroner i at udbygge og opgradere netværkene. Det er en stigning på 23 procent og ligger i den høje ende af forventningerne oven på mange års tilbagegang. Til gengæld tærer det på overskuddene.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Energistyrelsen, der er Danmarks øverste telemyndighed. Året før blev der brugt syv milliarder kroner på teleinvesteringer i Danmark.