58 ordninger om statsstøtte til erhvervslivet skal skrottes, hvilket vil betyde besparelser for 2,3 milliarder kroner årligt.

Den såkaldte DIS-skatteordning om statsstøtte til fordel for rederierne skal afvikles, hvilket vil spare 1,1 milliarder kroner om året. 

Sådan lyder nogle af anbefalingerne fra ekspertgruppen for fremtidens erhvervsstøtte i en rapport, der er blevet præsenteret på et pressemøde mandag. 

På pressemødet bliver det understreget, at gruppen bag rapporten hylder princippet om, at »det der ikke kan stå, det må falde«. 

»Jeg tror ikke, vi vil blive klappet ud af lokalet. Jeg forventer ikke ros. Jeg forventer derimod, at rapporten vil give anledning til rigtig meget diskussion og modstand,« fortæller Christian Frigast, bestyrelsesformand hos Axcel, der leder ekspertgruppen.

Ifølge eksperterne går flere af midlerne, som i øjeblikket yder støtte til danske virksomheder, ikke »til indsatser, som gavner samfundets borgere under ét, men snarere giver visse brancher særlige fordele,« som der står i rapporten. 

Derfor kan 58 af de nuværende 200 erhvervsordninger med fordel afvikles eller delvist afvikles, mener ekspertgruppen. 

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) er glad for at modtage anbefalingerne, men har endnu ikke taget stilling til dem. Det udtaler han i en pressemeddelelse. 

»På vegne af regeringen vil jeg gerne takke ekspertgruppen for det store arbejde med at udarbejde rapporten og anbefalingerne. Regeringen har endnu ikke taget stilling til arbejdsgruppens anbefalinger. Vi vil nu læse rapporten grundigt igennem, og vil i den kommende tid indkalde Folketingets partier til drøftelser om ekspertgruppens anbefalinger,« lyder det fra Morten Bødskov. 

Ekspertgruppen består udover af Christian Frigast af lektor i økonomi Jeppe Druedahl, direktør for Heartland Lise Kaae samt professor i økonomi Niels Johannesen.

Udskudt og opdelt i to faser

Ekspertgruppen blev oprindeligt nedsat i 2022 med det formål at tilvejebringe 3,5 milliarder kroner til investeringer i uddannelse, forskning og grøn omstilling samt skattelettelser.

Men i forbindelse med regeringsskiftet fik gruppen justeret sine opgaver.

For det første blev beløbet nedsat fra 3,5 milliarder kroner til to milliarder kroner. For det andet blev arbejdet med anbefalingerne inddelt i to faser.

Det er den første fase, der nu er blevet præsenteret. Den skulle oprindeligt have været fremlagt i midten af 2023, men er siden blevet udskudt.

I fase ét har ekspertgruppen fået til opgave at finde en måde at skaffe de to milliarder kroner i erhvervsstøttesystemet.

Den anden fase af anbefalinger kommer til at undersøge, hvordan man kan løfte arbejdsudbuddet med 4.000 personer.

Erhvervsstøtten er samlet på over 40 milliarder kroner årligt.

Den kan enten modtages som et bidrag, der udbetales og øremærkes i finansloven eller modtages i form af et skatte- eller afgiftsfradrag.