Ekspert om Albæks udmelding: »Jeg spekulerer på, om han er mest interesseret i forretningen eller sit eget rygte«

Morten Albæk, der er bestyrelsesformand i Ilse Jacobsen Hornbæk, har rettet hård kritik mod virksomhedens ledelse. To eksperter analyserer nu den utraditionelle kritik i offentligheden.

Morten Albæk, bestyrelsesformand i Ilse Jacobsen Hornbæk til Berlingske mandag: »Vi er i fuld gang med at tage de nødvendige handlinger for at løse de udfordringer, virksomheden har. En af de primære drivere for engagement er ledelsen, og der har ikke været bedrevet en tilfredsstillende form for ledelse hos IJH A/S. Det er der 100 pct. enighed om i bestyrelsen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Morten Albæk kritiserer ledelsen i selskabet Ilse Jacobsen Hornbæk, hvor han er bestyrelsesformand. Berlingske har talt med to eksperter om udmeldingen. Den ene kalder det et stunt. Den anden betegner det som en god anledning.

Søndag kunne Berlingske fortælle, hvordan en lang række medarbejdere oplevede arbejdsmiljøet i Ilse Jacobsens virksomheder som »ødelæggende«, og at Ilse Jacobsen selv ofte stod i midten af de mange konflikter.

Det fik Morten Albæk til mandag at udtale til Berlingske: »Vi er i fuld gang med at tage de nødvendige handlinger for at løse de udfordringer, virksomheden har. En af de primære drivere for engagement er ledelsen, og der har ikke været bedrevet en tilfredsstillende form for ledelse hos IJH A/S. Det er der 100 pct. enighed om i bestyrelsen.«

Det er utraditionelt, at bestyrelsesformanden på den måde kritiserer ledelsen offentligt. Morten Albæk selv har de senere år efterlyst et mere »eksistenstielt lederskab«, hvor ledere skal opfatte deres medarbejdere som hele mennesker med potentiale. Senest med sin nye bog, »Ét liv, én tid, ét menneske«.

»Normalt ville det være sådan, at så snart en bestyrelsesformand kritiserer ledelsen i en virksomhed offentligt, så er ledelsen færdig. Det er ligesom i en fodboldklub, hvor direktøren kritiserer træneren. Så er træneren fyret meget hurtigt efter,« siger Anders Drejer, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet.

Det særlige ved situationen er, at Ilse Jacobsen selv ejer størstedelen af virksomheden. Når virksomheden er ejerledet, så kan Ilse Jacobsen selv indkalde til en ekstraordinær generalforsamling og vælge en ny bestyrelse, og dermed smide Morten Albæk ud, hvis hun vil det.

»Det ligner et stunt. Enten er det aftalt med hende (Ilse Jacobsen, red.) for at stoppe pressen, eller også er det, fordi han faktisk gerne vil ud,« siger Anders Drejer og tilføjer:

»Det er voldsomt interessant. Jeg spekulerer på, om Morten Albæk er mest interesseret i forretningen eller sit eget rygte.«

Ekspert: God anledning for Morten Albæk

En anden ekspert er Flemming Poulfelt, der er professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Han mener, at omtalen er en god anledning for Morten Albæk.

»Den grundlæggende pointe i artiklen i søndags var, at der er alt for mange ting, som ikke virker. Der er utilfredse medarbejdere, måden, de bliver behandlet på, er utilfredsstillende, og der er alt for mange arbejdsretlige sager. Det kan man ikke sidde overhørig som bestyrelsesformand,« siger Flemming Poulfelt.

Han mener derfor, at Morten Albæk var nødt til at reagere på artiklen.

»Morten Albæk er jo ikke hvem som helst. Han er en person, der har markeret sig med sit syn på ledelse, og hvordan man skal sikre sig, at den humane dimension gennemsyrer ledelse. Så sidder han pludselig i en virksomhed, der er kendetegnet ved den modsatte form for ledelse, hvis det er som i artiklen,« siger Flemming Poulfelt.

Derudover påpeger Flemming Poulfelt, at Morten Albæk må have haft indsigt i arbejdsforholdene, da han nævner, at han har holdt meningsfuldhedsundersøgelser, der har målt medarbejdernes tilfredshed med at være i virksomheden.

»Han kan jo ikke vente med at udtale sig til efter et eventuelt bestyrelsesmøde. Jeg synes, det er fair, at han kalder en spade for en spade.«