Ekspert: Apples nye streamingtjeneste har ingen »kioskbaskere«

Det bliver svært for Apple at tilkæmpe sig plads på det danske streamingmarked, hvor lokale streamingtjenester går frem, og hvor Netflix nu har slået DR som den mest populære, vurderer TV- og streamingekspert.

Apple TV+ er navnet på Apples kommende streamingtjeneste, som vil kunne ses på Apple-udstyr, i en internetbrowser eller på nye Samsung- og LG-smart-TV, som har fået adgang. Apple-topchef Tim Cook præsenterede tirsdag aften premieredatoen, 1. november. Foto: Josh Edelson, AFP/Ritzau Scanpix JOSH EDELSON

Selv om Apples kommende streamingtjeneste dumper prisen til halvdelen af Netflix', bliver det op ad bakke for iPhone-producenten at kapre danskerne, for der skal et bredt og især dansk indhold til.

»Det er ikke indholdet, der vil tiltrække danskerne særligt, for Apple har ingen store »kioskbaskere«. Der skal nok være noget for flere målgrupper, men indholdet er slet ikke som hos Netflix, HBO og de lokale streamingtjenester. Apples store styrke er, at Apple ligger i lommen på nærmest halvdelen af danskerne, og når prispunktet er sat så lavt, vil streamingmuligheden formentlig være noget, som vi bare mere eller mindre tager med,« vurderer Claus Bülow Christensen, selvstændig medierådgiver i TomorrowsNextMedia Consultancy og ekspert i TV og streaming.