Efter markant udvikling: »Nu er det forbrugerne, som har dollargrinet på«

Godt nyt for forbrugerne – og særligt op til jul, siger investeringsøkonom. Olieproducenternes forsøg på at holde priserne oppe ved at skære ned på produktionen er slået fejl.

Benzinprisen lå onsdag morgen i nattemørket på 12,89 hos OIL! tank & go. Thomas Breinstrup/Berlingske

Oliepriserne fortsætter med at falde og er nu tæt på at være de laveste i år.

»Tirsdag faldt oliepriserne yderligere mere end tre procent, og faldet holder her onsdag morgen. Oliepriserne er faldet til tæt på årets laveste. Det er godt nyt for forbrugerne, giver mere luft til gavebudgettet og presser inflationen yderligere ned de kommende måneder,« forklarer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

De lavere oliepriser er udløst af frem for alt forholdet mellem den olie, der er tilgængelig og bliver efterspurgt.

»Der er olie nok på markedet, og selvom OPEC med produktionsreduktioner har forsøgt at holde oliepriserne oppe, fokuserer investorerne på forsyningsrigelighed og svækkede, globale vækstudsigter. Det sender priserne ned,« siger Per Hansen.

De lavere oliepriser betyder lavere benzin- og dieselpriser. Hos OK Benzin lå prisen for en liter blyfri 95-benzin onsdag morgen på 14,09 kroner, mens Circle Ks pris fra klokken 11 onsdag bliver på 12,99 kroner. OIL! tank & go solgte onsdag morgen en liter for 12,89 kroner, mens dieselprisen lå på 12,09 kroner.

De faldende priser er med til at presse inflationen yderligere ned, og da energi indgår i stort set alle vare- og produktionsprocesser, giver de faldende priser lettelser på mange forskellige områder.

»I 2022 var det olieproducenterne, som kunne smile. Nu er det forbrugerne, som har dollargrinet på,« konstaterer Per Hansen fra Nordnet med et smil.

Olieproduktionen i USA er rekordhøj i øjeblikket, men væksten i den globale efterspørgsel på olie ventes at aftage i 2024. Det Internationale Energiagentur (IEA) forventer i en nyligt offentliggjort analyse, at en tønde nordsøolie i 2024 vil blive solgt for en gennemsnitspris på 83 dollar. Det er ti dollar mindre end i en tidligere prognose fra november.