I årevis har dansk mode været præget af store armbevægelser, optimisme og nærmest udelukkende fremgang, når det kommer til eksport.
Men den næsten uberørte sejrsgang er nu afløst af en dyb nedtur.
Lukkede butikker, spærrede landegrænser og forsigtige forbrugere under coronakrisen har resulteret i en øjeblikkelig opbremsning i modeeksportens ellers lovende væksteventyr.
Tal fra Dansk Erhverv viser, at coronakrisen har medført et eksportfald for modebranchen på 14 procent fra januar til april måned sammenlignet med samme periode i 2019.
Det samlede fald lyder således på to milliarder kroner, hvilket betyder, at dansk modeeksport alene på fem måneder er sendt fem år tilbage i dens ellers fremadstormende vækst.
Tallene vidner om en hård periode for modebranchen, som ifølge Nikolai Klausen, direktør i brancheforeningen Wear under Dansk Erhverv, vil forfølge de danske modevirksomheder i flere år frem.
»Det er bestemt nogle meget negative tal, som, uanset hvordan man vender og drejer det, kommer til at gøre ondt på modevirksomhederne, hvilket vil afspejle sig i regnskaberne for 2020,« siger han.
Måtte afskedige 160 ansatte i Danmark
Mens coronakrisen har sat blus på den del af modeindustrien, som udelukkende opererer med online salgskanaler, har særligt de virksomheder, der også har fysiske butikker, været stærkt udfordret af blandt andet nedlukninger rundtom i verden.
Sidstnævnte har været tilfældet for en af landets største tøjkoncerner DK Company, der tæller 22 modebrands, og som i høj grad lever af eksport til udlandet.
Som konsekvens af at tøjkoncernens primære markeder og kunder i detailhandlen har været nedlukket i forbindelse med coronavirus, har DK Company ifølge erhvervsmediet Finans måttet afskedige omkring 160 ansatte i Danmark.
Dertil meddelte ledelsen i selskabet i årsrapporten for 2020, at krisen vil have »en væsentlig påvirkning af forventningerne til 2020, hvor koncernen ser ind i et nulresultat«. Før coronakrisens indtog lød forventningen til året på 300 millioner kroner i overskud.
Jens Poulsen, topchef og hovedaktionær i DK Company, udtaler til Berlingske, at selskabet har tilpasset sig omstændighederne, hvilket gør, at selskabet om nødvendigt kan »tåle« yderligere udfordringer på eksportmarkedet i den nærmeste fremtid.
»Vi er til stede i mange lande med mange brands. Derfor er det klart, at når hele verden bliver ramt på en gang, så rammer det især også os. Men nu har vi tilrettelagt vores organisation og vores omkostninger sådan, at vi kan tåle at gå 20 procent ned i omsætning,« siger Jens Poulsen.
»Derfor kan vi godt tåle, at der måske er nogle markeder, hvor det tager noget tid at vågne op og komme tilbage til normalen,« tilføjer han.
Usikre markeder
Dansk modeeksport dækker cirka 65 procent af den samlede omsætning for modeindustrien i Danmark og lød i 2019 på 35 milliarder kroner.
Eksportmarkedet koncentrerer sig primært omkring Europa, hvor 84 procent af varerne afsættes til EU-lande og Storbritannien.
Størstedelen af de lande, som dansk modeeksport afsætter varer til, er genåbnet, men har som følge af diverse nedlukninger lidt store økonomiske tab. Samtidig melder flere af landene om en stigning i antallet af smittede med coronavirus. Dermed er der risiko for, at man kan blive nødsaget til at lukke dele af landene ned igen, hvilket utvivlsomt kommer til at påvirke den økonomiske situation yderligere.
De danske modevirksomheder er således dybt afhængige af udviklingen med hensyn til smittetal og af, hvor mange penge landenes indbyggere har til tøjforbrug. Det fortæller Thomas Klausen, administrerende direktør for brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, som repræsenterer mere end 350 danske modevirksomheder.
»Lige nu er vi særligt afhængige af, hvordan situationen udvikler sig rundtom i landene, men det er virkelig svært for os at danne et overblik over, hvad vi kan forvente af eksportmarkedet fremadrettet. Når nogle lande begynder at snakke om nedlukning igen, ved vi simpelthen ikke, hvordan det kommer til at påvirke forbruget, handlen og økonomien generelt,« siger han.
Af samme grund følger Jens Poulsen nøje med i, hvordan situationen udvikler sig i de lande, som DK Company eksporterer varer til. Han fortæller, at tøjkoncernen er beredt på, at smitten kan eskalere på ny.
»Vi skal absolut ikke afblæse at være i alarmberedskab. Lige nu er vi klar til at agere, fordi erfaringen siger, at hvis der kommer et nyt udbrud, så kan lande lynhurtigt blive lukket ned igen,« siger Jens Poulsen.
»Indtil der kommer en velfungerende vaccine, må vi erkende, at covid-19 kan gå til angreb igen. Derfor bliver vi nødt til at være vågne, skarpe og parate, så vi er klar til, at der muligvis kommer en anden bølge. Lige nu tager vi intet for givet.«

Optimistiske for fremtiden
Modeindustrien er typisk indrettet sådan, at nye kollektioner sættes i gang, omkring et år inden de ender i butikkerne.
Således er indkøbere fra både den nationale og internationale detailhandel allerede nu begyndt at bestille varer fra forår/sommer-kollektionerne 2021, hvor de sidste ordrer helst skal falde inden slutningen af august. Først herefter sætter modevirksomhederne kollektionerne i produktion baseret på indkøbernes ordrer.
Og allerede nu beretter forskellige aktører fra branchen om, at flere i den internationale detailhandel udviser villighed til at bestille varer, selv om udviklingen af coronavirus fortsat er usikker.
Det fortæller blandt andre Nikolai Klausen, direktør i brancheforeningen Wear.
»Lige nu er det forholdsvis positivt. Nogle modevirksomheder ligger på samme niveau af ordrebestillinger som sidste år, mens andre stadig er lidt bagud. Derfor er der lige nu lys for enden af tunnelen,« siger han.
»Men der er stadig en klar bekymring om, hvorvidt butikkerne overlever i sidste ende. Lige nu får mange af dem en kunstig optimisme, fordi det går godt. Men hvis virussen blusser op igen, og der kommer nedlukninger, så er det svært at sige, hvordan det udvikler sig, og hvor forsigtige indkøberne kommer til at være,« tilføjer han.
Ifølge Thomas Klausen, administrerende direktør for Dansk Mode & Textil, har indkøberne allerede udvist »meget stor forsigtighed«.
»Der er stadigvæk meget stor usikkerhed forbundet med, hvad vi kan forvente af fremtidige bestillinger. Blandt vores medlemmer er der blevet lagt ordrer fra de internationale indkøbere, men ordrerne er forbundet med usikkerhed. Folk vil hellere bestille ad flere omgange i stedet for at lægge nogle kæmpestore ordrer,« siger Thomas Klausen.
Hos DK Company ser bestillingerne »ganske fornuftige ud«, vurderer topchef Jens Poulsen.
Her oplever man, at store markeder som Tyskland, Holland og Skandinavien »er godt med« i forhold til at bestille varer.
»Der, hvor vi stadig er hårdt ramt, er i England og Sydeuropa, der er virkelig hårdt ramt af corona. Men overordnet set er situationen for især de store markeder meget bedre nu, end hvad vi turde håbe på for blot to måneder siden,« siger Jens Poulsen.
»Lige nu forventer jeg, at vi kommer til at ligge omkring indeks 90 i andet halvår af 2020. Kan vi det, så er vi kommet ud af krisen på en måde, som ikke er panikagtig, og så kan vi komme på ret kurs igen.«