Dyre digitale originaler beslaglagt for første gang

De britiske skattemyndigheder slår til mod svindel og tager en helt ny form for værdier i sin varetægt.

I december 2021 solgte det franske auktionshus Aguttes en digital original af den første sms-tekstbesked, der blev sendt. Ægtheden for, at der er tale om originalen og ikke en 1:1-kopi, garanteres gennem et særligt certifikat. Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Gennem det seneste år er såkaldte digitale originaler blevet solgt for millionbeløb. Nu er de første af dem også blevet beslaglagt.

Det er de britiske skattemyndigheder, der mandag foretog den første beslaglæggelse af det, der er blevet døbt »non-fungible tokens« eller i kort form nft, i en kriminalsag, der handler om at skjule penge.