Dyr ligestilling for Tryg-kunder

Landets største forsikringsselskab vil ikke sænke prisen på bilforsikring til unge mænd, selv om prisen over for unge kvinder hæves markant på grund af EU-dom.

Tryg hæver nu prisen med op til 30 pct. for unge kvinder, der tegner en bilforsikring. Det sker på grund af et nyt regelsæt, der fra 21. december i år forbyder at forskelsbehandle mænd og kvinder i forsikringsspørgsmål.

Men Tryg har udelukkende valgt at hæve kvindernes pris til mændenes niveau. Mændene får altså ikke lavere præmier, selv om risikoen ved at sammenlægge de to grupper alt andet lige falder, eftersom kvinderne laver færre skader.

Tryg har ellers i årevis slået på tromme for, at forsikringspriser skal følge kundens risiko.

»Mændenes pris er uændret. Men får vi et bedre skadesforløb, vil vi justere priserne. Vi gør det ud fra en risikobetragtning. For sænker vi de unge mænd for meget, så får vi måske igen et for kostbart skadesforløb, og så er vi lige vidt,« siger kommunikationschef Gerhard Dall fra Tryg, som i tredje kvartal i år præsterede et resultat, der svarer til en egenkapitalforrentning på 30 pct. efter skat blandt andet som følge af massive prisstigninger på danskernes forsikringer.

Er det ikke lidt grådigt?

»Får vi et bedre skadesforløb, så ser vi på det igen. Hvis vi får en lavere takst, risikerer vi jo også at tiltrække flere uønskede, meget dyre mandlige bilister. Det er veldokumenteret, at en del af det her segment er meget ulønsomme forsikringskunder.«

Forbrugerrådet er stærkt kritiske over for den måde, som Tryg ønsker at justere priserne efter i henhold til ligebehandlingslovgivningen.

»Det er ikke måden at gøre det på. Mændenes priser bør sættes ned, mens kvindernes bliver sat op. Det er netop det, vi frygtede, at forsikringsselskaberne ville bruge direktivet til – kun at justere priserne op, sådan at de kan tjene penge på det,« siger økonom Morten Bruun Pedersen. Hos Trygs største danske konkurrent, Topdanmark, har man valgt at sænke prisen på unge mænds bilforsikringer, mens kvindernes priser hæves pga. ligestillingsreglerne.