Apples topchef, Tim Cook, vil ikke se på sit Apple-smartur, at han skulle have sovet uroligt om natten. Men det er en del andre begyndt at gøre. For Googles køb af pioneren inden for fitnessarmbånd, Fitbit, til 14 milliarder kroner bliver for alvor lakmusprøven på, om internetgiganten efter utallige dataskandaler nyder tilstrækkelig tillid hos brugerne til, at de tør overlade også deres sundhedsdata til selskabet.
Købstilbuddet på Fitbit landede 1. november. Det er den største sum, som Google har lagt siden købet til 17,4 milliarder kroner i 2014 af Nest, der bl.a. producerer termostater til det smarte hjem. Dermed melder Google sig direkte ind i konkurrencen med Apple og Samsung, som satser på de dyrere smarture med indbyggede sundhedsfunktioner.