Doping, snyd og matchfixing hærger ny sport

I takt med at e-sporten er vokset, og pengene er blevet enorme, stikker de mørke sider af professionel sport sit grumme ansigt frem i form af snyd og doping. Herhjemme oprettes der nu et disciplinærudvalg, og branchen etablerer et samarbejde med Anti Doping Danmark.

E-sporten har været i voldsom vækst de seneste år med gigantiske turneringer, enorme sponsorater, TV-transmissioner i bedste sendetid og løninger på niveau med professionelle fodboldspillere. Men ind er også sneget sig sportens mere mørke sider som matchfixing og snyd. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED DUFOUR

På få år har e-sport taget turen fra drengeværelserne og dunkle computercafeer til fyldte multiarenaer med tusindvis af publikummer og TV-transmissioner i bedste sendetid.

Professionaliseringen af e-sporten er gået afsindigt hurtigt. Pengene vælter ind i form af sponsorater, TV-rettigheder og lønninger til de bedste spillere. Med andre ord har e-sporten været på samme rejse, som man kender fra professionel fodbold. Forskellen er bare, at det, der tog i omegnen af 100 år for fodbolden, bliver gjort på blot en håndfuld år i e-sporten.

Det er en umoden branche, og i ly af pengeregn og begejstring sniger den traditionelle sports mere mørke sider sig nu med ind i den kompetitive e-sport.

»Når der er vækst og penge, vil der altid være mennesker, der føler sig fristet«, siger formand for Esport Danmark, Thomas Koed.

Ian Smith, advokat for Esports Integrity Coalition

»I e-sport er svindel og matchfixing de største trusler mod sportens integritet «


Han har, i takt med at e-sporten er vokset, konstateret en stigende udfordring med matchfixing – det vil sige kampe, der er afgjort på forhånd, ved at spillere taber med vilje. Andre former for snyd har ligeledes stukket sit ansigt frem, og endda er turneringer i Asien blevet skæmmet af dopingskandaler i form af spillere, der har taget Ritalin for at øge koncentrationen. Medicinen Ritalin benyttes typisk af ADHD-patienter, men er de senere år blevet kendt for at få hjernen til at »køre i højt gear« og derfor også brugt til eksamenssnyd.

»Herhjemme har vi haft svært ved at finde den rygende pistol, men vi har kunne se, at der er sket nogle uregelmæssigheder,« forklarer Thomas Koed.

Udviklingen fra udlandet er dog klar. I 2016 blev en koreansk topspiller anholdt og dømt til 18 måneders fængsel for at tabe med vilje. Ian Smith er advokat for organisationen Esports Integrity Coalition (ESIC) og sat i verden for at bekæmpe snyd og fusk i e-sport. I et interview med the Guardian tidligere i år gav han udtryk for, at snyd er en stigende udfordring.

»I e-sport er svindel og matchfixing de største trusler mod sportens integritet,« siger han og peger på, at særligt i Kina er ulovlighederne omfattende.

Fundamentet skal bygges op

På vores breddegrader etablerer Esport Danmark, der repræsenterer 4.000 udøvende e-sportspillere, et uvildigt disciplinær- og appeludvalg for at komme de nye udfordringer i møde.

»Vi er jo ved at etablere reglerne og rammerne for e-sporten. Det er ikke set før, og det er unikt for hele verden. Det ansvar ønsker vi at påtage os for hele branchen,« siger Thomas Koed og fortsætter.

»Vi er ved at bygge et højhus, hvor toppen er stærk og har mange penge, mens resten af huset er skrøbeligt. Fundamentet er ganske enkelt ikke bygget op.«

Til at varetage opbygningen af disciplinærudvalget har Esport Danmark udvalgt to personer, advokat Adam Ringsby-Brandt fra Bertel Rasmussen Advokater samt Kasper Nemeth, tidligere ansat hos Danske Spil. Samtidig indgår Esport Danmark og Anti Doping Danmark en samarbejdsaftale, som er blevet godkendt af Kulturministeriet.

»Når det kommer til matchfixing, snyd og doping er det vigtigt at rodfæste regler og opførsel inden for e-sport i Danmark med afsæt i de juridiske regler, der ligger,« udtaler Michael Ask, direktør i  Anti Doping Danmark i en meddelelse.

Højtflyvende spillefugle

Som andre sportsgrene i vækst tiltrækker e-sport i de her år spillefuglene. I dag kan alle over personer over 18 år for eksempel spille på odds i e-sportskonkurrencer og -turneringer. Og det gør de i et hastigt stigende omfang.

Ser vi på Danske Spils indtægter fra e-sportsbetting samlet, er de fra 2016 til 2018 vokset med 324 pct. Danske Spil forventer at omsætte for i omegnen af 140 mio. kroner på væddemål i e-sport i 2018.

»Vi tager det her lige så seriøst som al anden sport, og derfor rammer e-sport ind i de samme mekanismer, som er for andre sportsgrene,« forklarer Rasmus Simonsen, der er ansvarlig for blandt andet spil på e-sport for Danske Spil.

E-sport bliver overvåget og håndteret af den selvstændige enhed GLMS (Global Lottery Monitoring System), der bliver økonomisk båret af blandt andet Danske Spil samt andre spiludbydere. Det er GLMS, der ifølge Rasmus Simonsen holder øje med usædvanlige spilmønstre i tæt samarbejde med Danske Spil.

»Vi har hos Danske Spil ikke set matchfixing i udpræget grad i Danmark. Men det er en problematik, hvor det er vigtigt at være på forkant, og derfor opfatter vi det som et godt initiativ,« siger Rasmus Simonsen.