Din krop bliver til en effektiv medicinfabrik: Sådan virker verdens første coronavacciner

De første vacciner mod coronavirus har kurs mod hurtig godkendelse i både USA og Europa. Hvis det sker, vil der være tale om en mindre revolution, da teknologien bag de førende vacciner, hvor menneskets immunforsvar bliver omdannet til en form for indre vaccinefabrik, aldrig tidligere er kommet over målstregen.

Om få uger kan en coronaramt verden blive vidne til en medicinsk landvinding frembragt på rekordtid, som kan komme til at påvirke livet for milliarder af mennesker over hele kloden.

Vaccinekandidater fra både medicinalgiganten Pfizer og biotekselskabet Moderna har kurs mod hurtige godkendelser efter analyser, som viser, at begge virksomheder har coronavacciner klar på affyringsramperne med en forventet effektivitet på omkring 95 procent.