Dieselskandalen vokser: Toppen hos Volkswagen anklages for børsfusk

Flere nuværende og tidligere topchefer fra den tyske bilproducent Volkswagen bliver nu anklaget af den tyske anklagemyndighed for markedsmanipulation i forbindelse med dieselskandalen.

Tidligere adm. direktør Martin Winterkorn og den nuværende ledelse skulle have informeret børsmarkedet om dieselskandalen, og det er ulovligt at de undlod at gøre det, vurderer tysk anklagemyndighed. Arkivfoto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den tyske anklagemyndighed mener, at topfigurer hos den tyske bilgigant Volkswagen bevidst har vildledt aktiemarkedet ved alt for sent at oplyse om omfanget af dieselskandalen.

Derfor har den tyske anklagemyndighed rejst tiltale mod adm. direktør hos Volkswagen Herbert Diess og tidligere adm. direktør Martin Winterkorn samt bestyrelsesformand Hans Dieter Poetsch. ​Det skriver Reuters.

Dieselskandalen begyndte at rulle for fire år siden, da amerikanske myndigheder opdagede, at den hæderkronede tyske bilproducent Volkswagen i snart ti år havde programmeret biler til at vise, at de forurenende mindre, end hvad tilfældet i virkeligheden var.

Mere end 11 millioner biler havde fået installeret en software, som nedbringer bilernes NOx-udledning under tests, hvilket betød, at de miljøskadelige og farlige udslip fra dieselbilernes udstødning var tæt på usynlige. VW erklærede sig i 2017 skyldig i anklagerne ved en domstol i Detroit, USA, og den tyske koncern skulle derfor betale bøder på 4,3 milliarder dollar.

Trioen afviser pure

Den nye anklage går nu på, at de tre chefer kendte til installationen af softwaren, før skandalen brød ud i juni 2015, og de tre skulle ifølge lovgivningen have informeret markedet og investorer om dette.

Direktør Herbert Diess’ advokat afviser kategorisk anklagerne. Han har sagt til The Financial Times, at hans klient ikke på daværende tidspunkt kunne forudse skandalens konsekvenser.

Det samme siger tidligere direktør Martin Winterkorns advokat. Winterkorn var en af de personer, som måtte forlade Volkswagen-koncernen som følge af dieselskandalen. Han fortalte tyske myndigheder i 2017, at han ikke kendte til svindlen. I dag forsvarer hans advokat ham med, at selvom Martin Winterkorn kendte til uregelmæssigheder, fik han at vide, at problemerne kunne løses med teknologi.

Bestyrelsesformand Hans Dieter Poetschs advokat afviste ligeledes, at hans bestyrelsesformanden havde skjult noget i forbindelse med skandalen.