I fremtiden vil man som kunde hos en række teleselskaber i højere grad blive mødt af en digital rådgiver end et menneske, når man kontakter dem med henblik på at få kundeservice.
Det er tilfældet hos virksomheden Nuuday, som udbyder telefoni, bredbånd og tv med brands såsom YouSee, TDC Erhverv, Telmore og Hiper. Det skriver Børsen.
Michael Stinner, som står for kundeoplevelserne hos Nuuday, fortæller, at 80 procent af alle deres samtaler mellem virksomhed og forbruger i dag foregår via telefonen:
»Det vil ændre sig, for vi ønsker at rykke samtalen over til messaging-løsninger, og derfor planlægger vi at bruge en sprogmodel baseret på kunstig intelligens, så man kan skrive med os i et helt almindeligt sprog og få svar ved hjælp af teknologien, der gemmer historikken og skal være i stand til at hjælpe kunderne med at løse deres problemer,« siger Michael Stinner til Børsen.
Det er i løbet af de næste to til fire år, at Nuuday håber på, at 70 procent af kundehenvendelserne kan varetages af kunstig intelligens.
Der er flere fordele at få øje på ved at bruge chatbots i kundeservice, da kunder kan undgå lange telefonkøer, og teknologien aldrig behøver at holde fri. Det er derudover også en billigere løsning, og dialogen kan personliggøres, da chatbotten kender til din historik og tidligere henvendelser.
Men det er ikke al kontakten med kunder hos Nuuday, som skal være via ai. Vanskelige situationer kræver nemlig stadig en medarbejder til at finde en løsning, fortæller Michael Stinner.
Techindustrien buldrer derudad
Den seneste tid har kunstig intelligens været på alles læber.
Chatbots, der tog verden med storm tidligere på året, er kort fortalt et værktøj baseret på kunstig intelligens, som kan efterligne menneskelig kommunikation.
Tidligere på ugen kom det frem, at techgiganten Meta for alvor er ved at hoppe med på ai-bølgen. I september måned vil de lancere en række forskellige chatbotter, som deres flere milliarder brugere kan interagere med.
Den nye funktion kommer til at samle enorme mængder data på brugernes interesser, hvilket kan hjælpe Meta med at målrette indhold og reklamer til brugerne.
Generelt set går det rigtig godt for techindustrien. I juli måned steg Nasdaq 100-indekset, der primært omfatter teknologi- og internetrelaterede aktier, for femte måned i streg.