Nu hopper Meta for alvor med på ai-bølgen.
Meta Platforms, som er moderselskab for blandt andet Facebook og Instagram, planlægger at lancere en række chatbotter, som er styret af kunstig intelligens.
Chatbotterne vil tage forskellig form og have forskellige »personaer«, som platformens næsten fire milliarder brugere kan kommunikere med. En vil eksempelvis tale som Abraham Lincoln, og en anden vil kunne give rejsetips, som hvis det var en surfer, man skrev med. Det skriver Financial Times.
Formålet er at booste brugernes engagement og skabe nye søgefunktioner, give anbefalinger samt være et »sjovt produkt at lege med«.
Allerede i september måned vil chatbotterne blive lanceret.
Den nye funktion kan samle enorme mængder af data på brugernes interesser, hvilket kan hjælpe Meta med at målrette indhold og reklamer til den enkelte bruger. Metas årlige omsætning er på omtrent 117 milliarder amerikanske dollar, og størstedelen af det kommer fra reklamer.
»Når brugere interagerer med en chatbot, eksponerer den virkelig meget mere af deres data for virksomheden, så virksomheden kan gøre alt, hvad den vil med disse data,« siger Ravit Dotan, som er ai-etisk rådgiver til Financial Times.
Gode tider for techindustrien
Lanceringen kommer i kølvandet på, at det i forvejen går rigtig godt for techindustrien.
Juli måned var den femte måned med en stigning i Nasdaq 100-indekset, der primært omfatter teknologi- og internetrelaterede aktier. I 2023 voksede indekset samlet set med 44 procent, hvor kunstig intelligens udpeges som den primære drivkraft bag.
De gode tider for techverdenen skyldes især Apple og Meta, hvor sidstnævnte for nylig kunne fortælle, at indtjeningen for andet kvartal i år var bedre end forventet og steg med 11 procent sammenlignet med kvartalet sidste år.
Derudover slog aktien hos Meta rekord med sin niende måned med vækst i juli.
Alt imens at det går økonomisk godt for Meta, har de også lanceret det nye sociale medie, Threads. Appen fik en rekordgod start og chokerede med sine mere end 100 million brugere i sine første fem levedage og bliver anset som den hidtil største konkurrent til Elon Musk’ Twitter.