Der er udbrudt krise i Det Danske Akademi. Det kender de alt til i vores naboland, hvor en skandale i Det Svenske Akademi ledte til, at Nobels Litteraturpris ikke blev uddelt i 2018.
Der er mange aspekter i den danske version, som det lige nu er svært at gøre sig klog på, men hvis man vil vide mere om den svenske udgave, så er »Klubben – en undersøgelse« af Matilda Gustavsson oplagt. Men bogen skal også læses af andre grunde. For den gør os klogere på #metoo og vores ansvar som ledere.
Hvis man i forvejen er lidt coronamismodig, bliver man ikke i bedre humør af at læse bogen. Faktisk får man lidt kvalme.
Beskrivelserne af Jean-Claude Arnaults overgreb kan svage læsere springe over. Det er ikke det mest interessante ved bogen. Det mest interessante er, hvordan der kunne opstå en kultur, som tillod den form for adfærd. Mest rystende er derfor også afdækningen af et miljø, som tillod, at en mand brugte sin magt og åbenlyst forgreb sig på kvinder bogstaveligt talt, mens kolleger, venner – ja, selv hans kone – stod lige ved siden af. Alle vidste det. Alle kunne se det. Ingen gjorde noget. Ja, man kan bogstaveligt talt tale om at lukke øjnene og kigge den anden vej.
Men hvorfor synes jeg, at Berlingske Business' læsere skal interessere sig for #metoo-bevægelsen? Er det ikke reserveret kunst- og kulturverdenen, hvor talenterne og ambitionerne hænger uden på tøjet – og hvor magtfulde mænd har haft alt for let spil over for håbefulde skuespillere, forfattere, billedkunstnere mv.?
Nej, #MeToo var et oprør og en bevægelse, som i første omgang kom til at handle om sexskandaler, men i virkeligheden handler om magtmisbrug. I bogen »Klubben« – og i Hollywood – har det handlet om magtmisbrug i form af seksuel chikane, men det kunne være i alle mulige andre former for misbrug og chikane.
Så bogen skal læses, fordi den minder os om vores ansvar som ledere. Vi er ansvarlige for, hvilken kultur der er i de organisationer og virksomheder, som vi direkte og indirekte har et ledelsesansvar for.
Det er kultur, som gør, at vi ikke siger fra, når vi er konfronteret med uacceptabel adfærd. Da #metoo-bølgerne gik højt, gennemførte New York Times en undersøgelse af mænds krænkende adfærd på arbejdspladser – hvor de mente at kunne påvise en klar sammenhæng mellem »work place culture« og tilbøjeligheden til at gøre noget krænkende.
Det understøttes af Mille Mortensens forskning, som viser, at arbejdspladskultur spiller en langt større rolle for udvikling af psykisk mistrivsel, herunder (seksuelle) krænkende handlinger, mobning og stress end enkeltpersoners karaktertræk.
Så det handler om kultur og magtmisbrug. Og det gør det faktisk også lettere at svare på, hvorvidt det er slut med at give sin kollega et knus. Når vi engang må det igen. Næ, det er det overhovedet ikke. For vi hverken kan eller skal sætte adfærd på formel.
For noget tid siden fortalte en kvindelig journalist, at hun var kommet til at give en mandlig praktikant et klem på armen. Og var det mon forkert? Jeg kom i tanke om en julefrokost, hvor min chef gav mig et kompliment. Det føltes på ingen måde krænkende eller intimiderende. Men jeg har så sandelig også været i situationer, som var grænseoverskridende. Men at beskrive det i præcise regler er umuligt.
Hvis vi begynder at sætte regler op, risikerer vi et stift og trist arbejdsmiljø – hvor vores omgang med hinanden bliver utvungen af angst for at fornærme eller krænke hinanden. Hvad vi derimod kan arbejde med er vores normer og muligheder for at sige fra uden risiko for repressalier.
I forlængelse heraf bliver vi også nødt til at tale om selve krænkelsesbegrebet. Det vil altid være en subjektiv og individuel oplevelse, når et menneske oplever sig krænket. Det kan vi ikke diskutere. Men vi kan godt diskutere rimeligheden i at opfatte det som en krænkelse.
Så svaret på den kvindelige journalists spørgsmål er, at det vil være forkert i nogen situationer – og det vil være så langtfra forkert i andre.
Helt grundlæggende handler det om at være sin magt bevidst. I alle forhold. Jeg kan misbruge min magt på mange måder, som slet ikke handler om fysisk intimidering. Men når vi ønsker os en fri og uformel tone – hvad de fleste af os gør – så handler det om at italesætte og irettesætte i de konkrete tilfælde.
Og så skal vi heller ikke intellektualisere det unødigt. Når vi engang vender tilbage til vores fysiske arbejdspladser, vil der – selv med fysisk afstand – altid være nogen, som flirter og sågar forelsker sig. Det hverken kan eller skal vi sætte regler op for. Ligesom majoriteten udmærket godt ved, når noget er forkert. Vi ved også, at vi ikke altid skrider ind. Og for mig er dét den virkelige lære af #metoo – det er vores forbandede pligt. Det er den kultur, som vi skaber, som hæmmer eller fremmer adfærd. Som i visse tilfælde er grusom. Fordi vi tillader det.
