Det er en ømtålelig debat, og kun JYSK vil tale om det: »Som virksomhed ønsker vi generelt ikke at være politiske«

I butikskæden JYSK ønsker man grundlæggende ikke at agere politisk. Men Ruslands krig mod Ukraine har lagt et enormt pres på virksomhederne og tvunget dem til at gøre det alligevel. Eksperter vurderer, at presset vil brede sig til andre politisk ustabile markeder rundt om i verden, eksempelvis Kina.

Russiske kunder strømmede til JYSKs butik i Gagarinsky shoppingcentret i Moskva den 21. marts, der var den sidste dag, den danske detailkæde opererede i Rusland. Som mange andre danske virksomheder har JYSK trukket sig fra det russiske marked på grund af invasionen af Ukraine. Valery Sharifulin/TASS/Ritzau Scanpix

Krigen i Ukraine har sat vestlige selskaber med russiske aktiviteter under voldsomt politisk og moralsk pres, og flere danske virksomheder som Carlsberg, Rockwool og ECCO har brændt sig på debatten.

Eksperter og aktører advarer nu om, at presset kan brede sig til andre politisk ustabile lande eller områder, hvor menneskerettigheder krænkes. Eksempelvis lande som Kina, Saudi-Arabien og Myanmar.