De seneste 12 måneder har der været udenlandske opkøb og investeringer i den danske mobil- og computerspilbranche for over en milliard kroner. Men det slutter ikke her, og det vil de danske spilselskaber udnytte.
Derfor holdes mandag og tirsdag det årlige »Tinder-møde« mellem spilproducenterne og flere end 70 investorer og udgivere fra hele verden – heriblandt store navne som Epic Games, Microsoft, EA og Nintendo – for at skabe nye, økonomiske forbindelser, som kan komme spilbranchen til hjælp.
Copenhagen Match Up hedder arrangementet, som holdes for sjette gang og er arrangeret af spilbranchens organisation Vision Denmark og Producentforeningen.
I 2021 deltog knap 90 investorer og danske spiludgivere for at se, om de kunne finde hinanden. Det medførte flere end 350 individuelle møder mellem 170 selskaber fra 17 forskellige lande.
»Den danske spilbranche har rundet en samlet omsætning på to milliarder kroner, hvoraf 70 procent kom fra eksport. Med Match Up vil vi skabe en innovationsplatform, hvor vores spiludviklere kan møde udenlandske investorer og spiludgivere, som hjælper dem ud over rampen både økonomisk og strategisk. Udviklerne får adgang til vigtig, ny viden om forretningsmodeller, distributionskanaler og investeringsmuligheder, som styrker deres konkurrencekraft på det internationale marked,« siger Jan Neiiendam, der er direktør i Vision Denmark.
En dag på skærmen, en mere ude i virkeligheden
Mandag er en onlinedag, hvor man mødes på skærmen, således at også deltagere langt fra København kan være med. Tirsdag er der virksomhedsbesøg, samtaler og fysiske møder i Digital Hub Denmarks besøgscenter i København.
Ghost Ship Games, Slipgate Ironworks, Bright Star Studios og Invisible Walls er nogle af de danske spilstudier, som gennem det seneste år er kommet helt eller delvis på udenlandske hænder, efter at der ifølge Vision Denmarks opgørelse er investeret for over en milliard kroner i 2021 i danske spilstudier.
Spilbranchen i Danmark beskæftiger omkring 2.000 årsværk. På verdens plan ventes omsætningen at vokse fra 148 milliarder dollar i 2020 (1.018 milliarder kroner) til 195 milliarder dollar i 2025 (1.341 milliarder kroner). Derfor forventer spilbranchen at skulle skaffe ekstra 700 medarbejdere til at følge med udviklingen.
Nye og opdaterede branchetal er klar i maj.
Det er stadig Sverige, der har den største spilbranche i Norden. I 2021 rundede den 6.595 ansatte (heraf 1.410 kvinder) i de 667 virksomheder, som tilsammen omsatte for 7,6 milliarder svenske kroner (5,5 milliarder danske), viser tal fra brancheorganisationen Dataspelsbranschen. Svenske spil blev hentet ned seks milliarder gange verden over i 2021.
Også Finland har gennem flere år ligget højt. Men Danmark kan sagtens være med på mange fronter. Mest kendt er nok successpillet »Subway Surfers« fra spilselskaberne Sybo Games i København og Kiloo i Aarhus. Det har i årevis ligget som det mest hentede mobilspil i verden, om end det i 2021 måtte »nøjes« med en femteplads.
Eksporten i den danske spilbranche ligger ifølge Vision Denmark på højde med eksportsucceser som bacon.