Den svenske jul bliver dyrere end nogensinde før

Julen 2023 bliver den hidtil dyreste i Sverige, viser prismåling for 100 populære varer til julebordet.

Priserne på de madvarer, som indgår i det svenske julebord, er steget betydeligt, så det bliver det hidtil dyreste julebord, som svenskerne i år kan sætte sig ved. TT/Reuters/Ritzau Scanpix

Det bliver dyrere end nogensinde for svenskerne at sætte sig til julebordet i år.

Det viser den årlige sammenligning af, hvad 100 populære juleklassikere på det svenske julebord kommer til at koste.

Den såkaldte »julekasse« med de 100 varer, som svenskerne plejer at sætte på bordet til jul, vil i år koste 4.146 svenske kroner. Det er 4,6 procent mere end ved juletid sidste år, hvor der skulle betales 3.963 kroner for de samme varer, og hele 19,7 procent mere end i 2021, hvor julekassens indhold stod i 3.465 kroner.

Det er prissammenligningstjenesten Matpriskollen, som har indsamlet priserne.

Der er meget store forskelle på, hvordan madpriserne har udviklet sig. Prisen på gravad og koldrøget laks er på to år steget med 44 procent, mayonnaise med 48 procent og risengrød med 48 procent. Æg er steget med 37 procent, mens lutfisk koster 34 procent mere nu. Edamerost skal man betalte 41 procent mere for.

Derimod har prisen på juleskinke ikke ændret sig, og kartofler er kun steget med én procent på to år.

Priserne begyndte at stige i 2022 som følge af coronapandemien, og Ruslands angrebskrig mod Ukraine skubbede yderligere på.

Priserne toppede i februar-marts 2023, men siden har svenskerne ikke oplevet prisfald på andet end mejeriprodukter, konstaterer Ulf Mazur, som er stifter af Matpriskollen.