Den nye farmakonge trykker på opkøbsknappen – eller gør han?

Pascal Soriot har hænderne fulde som topchef for medicinalgiganten AstraZeneca, der skal producere en af de potentielt mest lovende coronavacciner. Men det har ikke forhindret rygter om, at han lurer på et bud på amerikanske Gilead, der i givet fald vil blive historiens største medicinalfusion.

Franskmanden Pascal Soriot har været topchef for den svensk-britiske medicinalgigant AstraZeneca siden 2012. I 2014 kæmpede han mod at blive opslugt af amerikanske Pfizer. Nu rygtes det, at han selv overvejer et kæmpeopkøb af amerikanske Gilead. Arkivfoto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix

Det var finansmediet Bloomberg, der en stille søndag lod bomben falde. Ifølge kilder har den svensk-britiske medicinalgigant AstraZeneca følere ude hos amerikanske Gilead om en megafusion, der i givet fald overgår alt andet i medicinalsektoren.

Af Bloomberg blev det fremlagt som et eksempel på, hvordan coronakrisen og jagten på en effektiv behandling kan få landskabet i medicinalbranchen til at rykke sig. For begge selskaber er i vælten med mulige vacciner og andre behandlingsmidler.