Professor om nyt epokegørende coronastudie: »Det er virkelig interessant«

Lægemidlet Remdesivir kan nedbringe dødeligheden hos coronapatienter med op til 80 procent, hvis det gives på det rigtige tidspunkt, viser et nyt studie. Dermed er vi kommet tættere på at finde en række behandlingsmuligheder mod coronavirus, lyder det fra en af professorerne bag studiet.

»Det her kommer til at ændre hele måden, som vi angriber den her sygdom på,« lyder det fra Jens Lundgren, der er professor på Rigshospitalet, og som har været ansvarlig på den europæiske del af det nye studie. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

I nat udkom de første foreløbige resultater fra et nyt studie, der fører hele verden markant tættere på at finde en behandling, som udgør forskellen mellem liv og død for patienter smittet med coronavirus.

Studiet viser, at lægemidlet Remdesivir mindsker dødeligheden blandt coronapatienter med op til 80 procent, hvis det gives, mens patienterne er indlagt, men endnu ikke er blevet så syge, at de ligger i respirator.