Efter adskillige år med underskud tjener SAS nu igen penge.

Indtjeningen lyder således på 161 millioner svenske kroner i juni. Det svarer til knap 105 millioner danske kroner. Det fremgår af SAS' salgstal for juni.

Sidste gang, SAS kunne præsentere sorte tal på bundlinjen, var i oktober 2019. Det fortæller Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank.

»Det er en milepæl for SAS. For SAS er det banebrydende. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en milepæl og et skridt fremad. Man går fra at have underskud alle måneder i året til at begynde at tjene penge i de bedste måneder i året,« siger han.

Han peger dog på, at overskuddet på de 105 millioner kroner er »papirtyndt«, i forhold til at der er tale om juni, en af de allerstørste måneder i luftfartsbranchen.

Rigtig mange andre luftfartsselskaber kommer til at skovle penge ind og levere rekordresultater i dette kvartal, fortæller Jacob Pedersen.

Han nævner Ryanairs og Finnairs evner til at tjene penge i øjeblikket som eksempler på, at SAS ikke kan følge med konkurrenterne. Også den regionale konkurrent Norwegian klarer sig godt i øjeblikket.

»Billetpriserne er skruet kraftigt op, og rejselysten er meget, meget høj. Flyselskaberne har over en bred kam ikke lige så mange fly i luften, som de havde inden corona. Så priserne er høje, og det er det, der hjælper flyselskaberne til at tjene penge,« siger han og slår fast:

»Der er champagnefest. Den fest er SAS ikke inviteret til.«

Midt i store forandringer

På trods af overskuddet i juni mener Jacob Pedersen, at SAS »slet ikke« er på plads i forhold til at være et selskab, der kan bære sig selv økonomisk fremover.

Han understreger dog også, at luftfartsselskabet har foretaget mange tiltag, der endnu ikke kan ses i tallene.

SAS er nemlig i gang med en omfattende konkursbeskyttelsesproces ved de amerikanske domstole, en såkaldt chapter 11-proces.

I den forbindelse er der en række aftaler, der er forhandlet på plads, men endnu ikke er trådt i kraft, fortæller Jacob Pedersen.

Det drejer sig blandt andet om store forbedringer i aftaler om leasing af fly, der ifølge Jacob Pedersen fører til lavere omkostninger på omkring en milliard svenske kroner.

»Så SAS har brugt det seneste år på at dreje på utroligt mange håndtag, som giver selskabet en bedre indtjeningsevne. Det er bare ikke synligt, før man kommer ud af chapter 11-processen,« siger Jacob Pedersen.

Hård konkurrence

Ser man mod andre luftfartsselskaber, er konkurrencen hård for SAS.

Irske Ryanair, Europas største lavprisflyselskab, præsenterede mandag regnskabet for første kvartal, der sluttede ved udgangen af juni, og som lød på et overskud på fem milliarder kroner.

Det er en stigning på hele 290 procent i forhold til sidste år.

Finske Finnair har vendt sidste års underskud til et overskud. I andet kvartal har Finnair haft et overskud på 138 millioner euro. Det svarer til lidt over en milliard danske kroner.

Også den regionale konkurrent Norwegian, der for kort tid siden selv havde en konkurstrussel hængende over hovedet, befinder sig i en stadigt opadgående formkurve. De har desuden for nylig opkøbt den norske konkurrent Widerøe.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra SAS, men de ønsker ikke at udtale sig før kvartalsrapporten 1. september.